Jørgen Nissen Brag – udnævnelse til Dannebrogsmand

27. september 1947 blev Jørgen Brag Dannebrogsmand. I den forbindelse skulle han indsende sin levnedsbeskrivelse, som er at læse her.

Ved Krigsudbruddet i 1914 blev jeg indkaldt på Trediedagen, og var med i forreste Linie i Belgien og Frankrig fra Begyndelsen til Midten af 1916. Da blev jeg syg af Ischias, og blev skreven ubrugelig til Krigstjeneste, og kun duelig til at passe min hjemlige Bedrift. Fra militær Side vilde man sende mig hjem, men de hjemlige tyske Myndigheder (Amtsforstanderen) søgte på enhver Måde, at forhindre det, og Enderesultatet blev, at jeg besøgte dav. Rigsdagsmand H.P. Hanssen i Åbenrå, og forelagde ham Forholdet, hvorefter han indsendte en Klage derover til Krigsministeriet i Berlin. Det virkede, ti i løbet af tre Dage efter Klagens Ankomst til Berlin, blev jeg hjemsendt, og det var i Foråret 1918.

I Krigen blev jeg uddannet som Sygebærer ved Kompagniet, blev ”Gefreiter” af I Grad, og fik Jernkorset af II klasse. Efter Krigens Afslutning, tog jeg som Medlem af Vælgerforenings Tilsynsråd del i alle Forhandlinger vedrørende den forestående Genforening, og hørte til Åbenrå Gruppen. Det var den rigeste og lykkeligste tid.

Da de tyske Myndigheder blev afskediget, blev jeg indsat som Amtsforstander for Holbøl Amtsdistrikt, og førte disse Forretninger også under den internationale Kommissions styre, indtil hele Administrationen blev overtaget af de danske Myndigheder. I Overgangstiden var jeg også Medlem af Arbejder og Bonderådet i Åbenrå Amt, som skulde varetage økonomiske Interesser.

Jeg ledede Afstemningen i Holbøl Sogn, og da Genforeningsfestlighederne var overstået, og det kulturelle Arbejde, som havde, og har min hovedinteresse, skulde fortsættes, meldte Lokalevanskelighederne sig i Holbøl Sogn. Vi havde i Holbøl en Kro med en tysk Ejer, og da jeg hørte, at han vilde sælge, fik jeg nogle danske mænd samlet, og fik dem interesseret i Købet af Kroen, og den ejes nu af et dansk selskab under Navn af Holbøl Landbohjem, og det er bleven en god Arbejdsplads. Her fortsatte vi vort, af Krigen afbrudte, danske arbejde, og fik stiftet ”Holbøl Ungdoms og Idrætsforening”, for hvilken jeg var Formand fra Stiftelsen til 1928. Her begyndte vi først at samles og lære de nyeste danske Sange, som vor Privatlærerinde Frk. Ingerslev fra Odense, nu Fru Pastor Krøjgård, Mors indøvede med os. Her begyndte vi også at spille Dilletant, og havde flerstemmig Sang foruden hvad vi hidtil havde drevet i Tørsbøl Forsamlingshus. Så længe jeg var Formand, havde vi i Ungdomsforeningen Foredragsmøde hver anden Torsdag i Vintermånederne, og vi fik også lavet en Skydebane og oprettet en Skytteafdeling under Ungdoms og Idrætsforeningen, den gik dog kun nogle år, men er senere kommen i Gang igen.

Efter Genforeningen har jeg en Periode været Medlem af Menighedsrådet og af Skolekommissionen. Da vi først i 20 erne vilde starte et Andelsslagteri i Gråsten, var jeg medlem af det Udvalg, som forberedte Stiftelsen deraf.

Først i 20 erne blev jeg indvalgt som Medlem af Sønderjydsk Skoleforenings Tilsynsråd, og er det endnu, og det har min allerstørste Interesse.



  << Forrige    

1 2 3 4

    Næste >>  

Mere om historien
Se i slægtstræet


Kommentarer

Skriv et svar