Marie Petersen f. Andresen om genforeningen

Ved en afstemningsfest på kurhotellet i Gråsten holder Marie Petersen f. Andresen denne tale om tyskertiden og selve afstemningsdagen.

Min bedstefar var en af dem, der gemte Dannebrog på kistebunden efter krigen i 1864. Hvert år på kong Christian den niendes fødselsdag skulle Dannebrog ud og luftes. Det skete bag ved aftægtshuset. Der blev det lagt over et lille træ. Flagstang var der jo ingen af, den lå oppe på loftet. Så sang han med sin gamle sprukne stemme: “Om Dannebrog jeg ved det faldt fra himlen ned”. Og så fortalte han: “Ser I, børn, den ring der højt oppe i gavlen på huset? Der skal flagstangen, der ligger på loftet, sættes i, for et flag må ikke begraves mellem træerne, det skal kunne ses viden om, og ser I så alle granerne, jeg har plantet? De skal allesam­men bruges til flagstænger, for intet hus i Ullerup skal da stå uden flagstang, når tyskerne er kastet ud”. Men det nåede han ikke at opleve.

Tyskernes kurs blev hårdere og hårdere; Men med denne hårdhedsgrad voksede den nationale bevidsthed. Tryk avler jo modtryk. Tysk blev ind­ført i skolerne på nær to timers dansk religionsundervisning om ugen. Jeg kom i skole hos en lærer, der ikke kunne et ord dansk, og ingen af os kunne tysk, så det var døvstummeundervisning. Her er en lille episo­de, som jeg har lyst til at fortælle. Det var på kejserens fødselsdag d. 28.Januar 1895. Da vi gik til skole, min søster og jeg, spurgte hun mig, hvorfor jeg havde taget et rent forklæde på. Jo, sagde jeg, det sag­de degnen, vi skulle. ”Nej, han sagde blot, at vi skulle tage et andet på, og det har jeg også gjort; men det er da det, jeg havde på i sidste uge”. Hvem kan beskrive vor forbavselse, da vi kommer op til skolen, og der vajer et Dannebrog fra flagstangen, Degnen stod nedenunder med det tyske flag, helt rådløs, for snoren var skåret over. Omsider fik han da en dreng sendt hen til smeden, der langt om længe kom. Han havde den rette forståelse, for han havde taget en forkert skruenøgle med og måtte selv hjem og hente en anden. Omsider gik degnen ind og ringede med klokken, og alle skolebørnene måtte ind. Så blev gardinerne trukket for, og så sad vi der i mørket og sang:” Der Kaiser ist ein lieber mann, er wohnet im Berlin, und war es nicht so weit von hier, dann zieh ich heut noch hin”. Og “Heil dir im S i egerkr anz”. Da vi så omsider fik lov til at gå hjem, havde smeden fået stang og snor i orden, så det tyske flag kunne hejses. Det blev en begivenhedsrig fødselsdag, som morede folk længe efter.

I årene efter århundredskiftet var der fremgang, både økonomisk og nationalt. Der blev dannet foreninger, bygget forsamlingshuse og frimenigheds kirke. Og det kunne vi selv magte. Der var ingen statsstøtte, og offer­viljen var stor. Tyskerne blev ved med at fremture, de forbød alle kvin­der under 18 år at gå med til politiske møder og til gymnastik. Jeg var dengang leder af gymnastikken, og vort hold gik ned fra 18 til lo. Jeg havde af tyskerne fået det stempel, at jeg ikke var åndeligt og sæde­ligt kvalificeret til at undervise unge.

De tre store nationale foreninger: Vælgerforeningen, der tog sig af alt vedrørende valgene til den tyske rigsdag og til den preussiske landdag. Sprogforeningen, der dannede biblioteker rundt omkring, og udgav et børneblad og den højtelskede Blå Sangbog, hvor vi næsten kunne alle sangene udenad, og Skoleforeningen, der støttede unge økonomisk til at komme på efter- og højskole. Disse 3 foreninger fik dog en hel del støtte fra det gamle land, hemmeligt. De holdt hvert år et årsmøde. Det sidste blev holdt i Haderslev, hvor der var samlet TI TUSINDE mennesker og hvor H.P.Hanssen talte. Han sluttede sin tale med de ord: “De kan vel kro sig af døgnets kår, og kårene, de har skabt; men de fører en kamp imod tusinde år, og der har de visselig tabt”.

Umiddelbart efter dette møde holdt tyskerne stor 50årsfest på Dyb­bøl. Jeg var dengang kokkepige på Sandbjerg slot, der ejedes af grev Rewentlow på Brahetrolleborg og blev drevet som sommerpensionat. Det var hovedsagelig gæster nordfra, der boede der i deres ferie; men vi havde fået ordre til at huse, jeg tror, det var 6 tyske officerer. Men så kom meddelelsen om mordet i Sarajevo. Officererne kom straks tilbage, sadlede hestene og tog afsted. Det så ud, som de havde vidst besked. Ja så fulgte jo mobiliseringen. Det var frygteligt, ingen hjem gik fri, og her i Sønder Jylland blev der arresteret en masse mennesker. Min ældste bror blev også arresteret. Det var en stor fordel for ham, for han skulle have stillet den første dag, så han slap for at komme med ved de frygtelige kampe ned gennem Belgien. Min yngste bror var ikke taget ved sessionen, men var sat i landsstormen og skulle derfor først uddannes; men det gik forholdsvis hurtigt, og så måtte han med i 1915. Der var han blandt med i det store slag ved Soisson, hvor det bølgede frem og tilbage. Det havde været en frygtelig oplevelse. Han skrev til mig om det, og så skrev han alligevel: I kan godt fælde granerne.



1 2 3

Næste »

Se i slægtstræet


Kommentarer

Skriv et svar