I August 16 var han med i det store slag ved Somme. Da skrev han: ”Yserkanalen er rød af blod. Det er forfærdeligt. Der forsvandt han, og vi har ikke hørt noget fra eller om ham siden”.

Krigen gik sin tunge gang; men omsider kom da våbenstilstanden d.ll. November 1918. Jubelen var stor ved det store folkemøde på Folkehjem, skønt næsten alle kvinder var sortklædte (6000 unge sønderjyder var blevet derude). Da kunne H.P.Hanssen forkynde, at nu blev det alvor med afstemningen. Der gik alligevel lang tid; helt hen til 10. Februar 1920. Det var en streng tid. Vi havde ingen penge og ingen varer, tyskerne havde taget alt. Men endelig kom dagen, og der kunne jeg have lyst til at fortælle lidt om Gråsten.

Gråsten var i sin tid en lille tysk rede rundt om hertug Ernst Günthers slot. Han var en bror til den tyske kejserinde og boede på slottet om sommeren. Han havde importeret en hel del tyske håndværkere. Det høres jo endnu på navnene: Brunckorst, KUckelhahn, Neidthardt o.s.v. Der er dog en del af efterkommerne, der er blevet danske. Derfor var der altid tysk flertal ved valgene. Embedsmændene kunne jo ikke være danske, og der hør­te stor karakterstyrke til for de handlende for at få mod til at vise deres danskhed. Der var uheldigvis en paragraf i afstemningsreglerne, som sagde, at alle dem syd fra og nord fra, der var født her i landsdelen, måtte komme og stemme. Det var et plus for de nordlige sogne, men absolut et minus for de sydlige, og i anden zone (i Sydslesvig) var det en katastrofe. F. eks. i Hjordkær sogn, der dengang kun var et lille sogn, kom der 23 præstedøtre og stemte tysk. Her var vi også meget bange. Der var anmeldt 91 fra Danmark og 187 fra Tyskland. De skulle alle komme den 9. Nu var der lige blevet oprettet et spejderkorps her, og de skulle hjælpe med at bringe gæsterne til de rette logier. Der var en hel sangduet på banegården, når der kom tog. I den ene ende sang de “Dengang jeg drog afsted” og i den anden “Ich bin ein Preusser”. Der var et par store drenge, der havde fået fat i en dame med et par vældige kufferter. Midt i Jernbanegade spurgte de, hvor de måtte bringe hende hen. “Ich soli nach doktor Reuter”, Bums begge kufferterne ned på gaden og kort omkring for at hente en rigtig.

Der kom også en deling franske alpejægere i fine nye uniformer. I kan tro, de kunne slå smut med øjnene, og Gråstens piger var vildt begejstrede. De skulle holde orden, ifald der blev optøjer.

Nu havde vi en dyrlæge, der lige havde købt praksis og hus (huse var billige at få), og han havde bil og pas. Han blev sendt til Kolding for at hente mel, margarine, sukker og gær + kaffe og kakao. Han kom med en hel ladning, for alle de danske, der stemte, skulle have gratis kaffe og bør­nene kakao her på kurhotellet.

Afstemningen skulle være på hotel Gråsten. Det hed dengang “Stadt Hamburg”, og aftenen før måtte maler Schrøder i hast male et nyt navn på facaden, et stort HOTEL GRÅSTEN. Bager Stender, byens eneste danske bager, bagte kringler hele natten, og han nød ikke at skulle bage af halmmel og sødestof og uden fedtstof.