Programmet var sådan: Lidt før kl. 8 skulle flagene hejses hjemme, kl. 8 i skolen, og kl. 9 skulle afstemningen begynde.

Det var et højtideligt øjeblik, da vi kunne hejse flaget på vort hjem. Vi lo, og vi græd, og vi råbte Hurra. Så gik vi alle op til skolen for at hejse flaget der. Gamle Pæ Timmermann skulle hejse det. det var ikke let dengang for håndværkere og handlende at vise deres danskhed. Han havde altid turdet og var nu en mand omkring 80 år. Han kom i sin diplomatfrakke og høj hat. Der var for en måneds tid siden kommet en hel jernbanevogn fuld af tøj, der skulle deles ud i Gråsten og Adsbøl. Der var en fin cylinderhat med, hvori der stod skrevet, at den skulle gives til en pæn ældre herre, og den fik gamle Peter. Han havde klæbet sedlen fast inde i hatten, for det var da en slags erindring. Han var meget beæret og stolt over, at han skulle hejse flaget.

Da vi kom op til skolen, så vi, at det tyske flag var sat op på en af lynaflederne. Det må have været en modig mand, der turde kravle der op i den storm. Vi fik da det store flag hejst, og mens vi sang: “Vaj højt, vaj stolt og frit vort flag”, blæste stormen det tyske flag ned i slotssøen. Det tog vi som et godt varsel og gik i højt humør ned til af­stemningen, mens alle børnene gik med små dannebrogsflag ned på Kurho­tellet til chokoladen.

I valglokalet stod der både tyske og danske og delte stemmesedler ud. Tyskeren gjorde sig ud til bens, og vi måtte have bud efter alpejæ­gerne, der tog sig kærligt af Hans Peter og hans værdige søn. De måtte med ned til Neidthardt i “e gaf”, og så sad de der og kukkelurede resten af dagen. Det var også den eneste gang, der blev brug for alpejægerne.

Stemmesedlerne var ganske enkle, på den ene stod der Danmark, og på den stod der Tyskland. Jeg gik lige bagefter en af de gamle tyske lærere. Han tabte din seddel på gulvet, og der stod Danmark. Han må have haft det svært i mange år.

I den store sal var der travlhed hele dagen. Der blev drukket nogle kopper kaffe den dag. Ja, der var dem, der drak kaffe 4-5 gange; men der var jo også bønner i, det havde vi ikke smagt i årevis. De unge piger klarede opvartningen og vi lidt ældre kageuddelingen.

Først på eftermiddagen, da der kom andre til, fik jeg sådan en lyst til at køre til Ullerup for at se min fødeby med flag. Vi havde en rask hest, og det kunne gøres på et par timer. Da jeg kom udenfor Stjerneskoven mærkede jeg, hvor hård stormen var. Her i Gråsten er der jo altid lunt. I Adsbøl var mange flagstænger knækkede og resten af flagene var taget ind. Det tegnede jo ikke så godt. Det viste sig da også, at i Ullerup var det ligesådan. Hjemme var flaget dog oppe endnu; men stangen var helt krum. Da jeg kom ind, var hele den ældre del af familien samlet.

Fars bror og 3 søstre med deres mænd var kommet for at stemme, og der var humøret højt oppe. Hvor var det dejligt at se og være med i al den glæde. Men jeg måtte hjem til mit job igen, og da jeg kom om på hotellet, stod der 2 ældre koner uden for døren, og så sagde den ene til den anden ”Jetzt mussen wir danish sprechen, sonst gibs keine kuchen”. De kom ind og snakkede dansk og fik deres kaffe.

Om aftenen samledes alle danske i salen for at høre resultatet. Fra alle de små steder kom de først. Der kom en hel del med kun 2 tyske stemmer. Det regnede vi med, var læreren og hans kone; men så kom der et resultat, hvor der slet ingen tyske stemmer var, og så blev der jublet. Vi var meget spændte på, hvordan resultatet ville blive i Gråsten. Tyskerne var så sikre på, at de sejrede. Vi havde gjort alt, hvad vi kunne for at få alle med. To køretøjer kørte hele dagen for at hente gamle og svage. Men så kom resultatet, og det var helt over forventning, 720 danske og 437 tyske. Jubelen kendte ingen grænser, og tyskerne, som skulle fejre dagen i “e Blikhus” blev noget lange i hovedet og gik sluk­ørede hjem. Ja, det var en stor dag, og vi festede til den lyse morgen.

Det bedste, vi stemte os hjem til, var den danske skole, og så det at vi kunne hejse Dannebrog.