Offenburg, den 25. 4. 1916

Jeg tror ikke mit Ophold her på Lazarettet varer saa forfærdelig længe, for det er allerede bedre med Maven, og mærkeligt nok mærker jeg heller ikke stort til Hjertet mere, det maa jo have været den kolossale Svækkelse af hele Kroppen, da jeg ingen Næring fik, der har overbelastet Hjertet. Det er for resten kedeligt nok, en Smule Hjertefejl, som jeg nok herefter skulde faa kureret med mine Styrtebade, havde ikke været af Vejen, maaske kunde jeg paa den Maade være bleven garnisonsdienstfähig og komme hjem og drive Gaarden, jeg kunde jo blive Din garnisonsdienstfähige Vervalter.

Nu faar vi se hvad der lader sig gøre, foreløbig har jeg det godt, og jeg haaber bestemt at faa Orlov en 14 Dage inden jeg skal af sted igen, man siger almindelig at Cheflægen er ikke saa smaalig. Desuden kan det godt være, da jeg er kommen tilbage til Tyskland, at jeg kommer til et Ers. Bataillon igen og først  kommer med den næste Transport ud, hvis jeg var bleven paa et Lazaret i Frankrig var jeg straks efter Sygdommens Ophør kommen tilbage til Kompagniet igen, og da er det andet langt at foretrække.

I et af de allerseneste Breve kom ogsaa Dit svar paa, hvad jeg havde skrevet om Børnene, og Dit tilbud om at tage sig af dem, ifald jeg skulde blive derude, har glædet mig meget.

Jeg tror ogsaa at der efter mig vil blive mere end nok tilovers til børnenes Underhold,  paa Gaarden i Dynt var Gælden ikke saa stor, og i det Tilfælde maa Handelen med Palæet naturligvis gaa tilbage. De kunde saa blive i Dine Hænder, saa længe Du kunde have dem, og det er for mig de kæreste Hænder, jeg kan overlade dem til.

Offenburg 16.5.1916

Endelig er Papirerne saa kommen i orden. I dag fik jeg meddelelse om, at jeg skal af sted herfra i morgen Eftermiddag Kl 4, jeg kommer saa til Flensborg Torsdag Middag.

Men jeg faar ingen Lejlighed til at komme hjem, da det er meldt til Flensborg, hvilken Tid jeg kommer, og naar jeg saa ikke er der til den Tid eller kan eftervise, at jeg er bleven forsinket paa lovlig Maade, saa gør jeg mig strafbar.

Hovedsagen er imidlertid at jeg kommer dertil, saa bliver der ogsaa nok Raad for at komme hjem en Gang. Og tage mod Besøg kan jeg da. Ret længe blive jeg vist ikke paa Sygehuset der, for da Lægen meddelte mig, at jeg skulde af sted, sagde han at det havde egentlig ikke stort Værd mere, da det snart var i orden med Øret. Jeg gjorde ham saa opmærksom paa, at jeg ogsaa var paa Diæt for Mave og Tarmkatarh, ja saa kunde det jo nok være værdifuldt endnu, men jeg skulde nok komme ”ins Feld” igen. Ja det var jeg ogsaa klar over. Han var for resten meget flink, og da han hørte jeg var fra Nordslesvig, skulde jeg sige nogle Sætninger paa Dansk, og han spurgte mig ud om de politiske forhold, hvordan det kunde være at vi endnu stod i saa stærk Opposition til Regeringen. Jeg lagde saa naturligvis ikke Fingrene imellem, men sagde at det laa hovedsagelig i de Embedsmænd man sendte derop. Det var for det meste unge uerfarne Folk, der ikke kendte Befolkningen og vilde reformere alting, og det vilde den oplyste selvstændige Bondestand vi havde deroppe selvfølgelig ikke finde sig i. Nej det kunde han godt forstaa.