Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Nu var det aften, og da var det vor tur at komme på feltvagt. Feldvagten havde vi indstillet til sikring for en overrumpling i skyttegraven. Den stod 900 meter foran skyttegraven, der lå et gods som hedder Gut zu Brittern. Godset lå på højre side af landevejen samt en stor have og park med store træer. På venstre side af vejen lå en lille granskov. Den havde også navnet Fasanskoven, der var nemlig så mange fasaner der. Foran skoven en 300 meter lå byen Brittern. Den var jo besat af russere. Kl. 5 om aftenen drog vi af sted. Feltvagten bestod af af
1 løjtnant, 2 underofficerer 1 hornist og 44 mand. Da vi kom der ud, blev vi alle inddelt. 10 mand til venstre og 10 til højre. 2 og 3 mand stod sammen rundt om dobbelt post på landevejen og 1 mand post for gevær for vagtstuen, som var i en arbejderbolig.
Jeg kom til at stå helt nede på venstre fløj og stod i haven, lige oven for os lå byen Brittern, en køn by slet ikke så lille, en køn kirke med tårn lå foran. Der havde russerne deres feltvagt stående eller en dobbelt post, vi kunne se, når de løste af og antager at de også kunne se os. Jeg og en fra Hamborg, Gærtner hed han, og Karl Møller, vi tre stod dernede i haven, det var koldt, der havde sneet, nu var det tø, så det gav os forfærdelig kolde ben. Vi stod og keg og frøs, om
