Dagen forløb rolig og det blev aften. Blev afløst og kom ind i vor lille hytte og sov godt. Anden dags formiddag begyndte russerne at beskyde byen Wentzken, ja rundt omkring slog granaterne. Nu havde de fået de store i gang, og jeg skal love for at der giver hul og et vældigt skrald, når de slår ned. Vi lå allerede inde i vor lille stue, nogle skrev, andre spiste, spillede kort o.s.v. jeg lå ned og skrev brev hjem. Callesen står og kigger ud af vinduet og ser, hvor de slår ned. Han bliver nervøs og siger nu nærmer de sig ellers, der slog en over skyttegraven, der en til. Han ryster, bliver urolig. Med et slår der en stor granat lige under for vinduerne 10 meter fra. Det var med sådan en kraft hele huset ryster og vinduerne springer op og glasstumper og jord fløj os om ørerne. Det var pinde nær ved sagde Jakob Andersen, tog sit tornyster og forsvandt skyndsomt. Men vi kom også på benene i en fart og ville løbe ud. Men bums, der kom to af samme kaliber, det gav et skrald og med en kraft, den ene slog ned i et hus ovre på den anden side af vejen. Den anden rev hele forsiden ud af huset. Konen dræbt på stedet, og to artillerister såret, den ene hårdt, den anden let. Og henne ved laden sad en underofficer og forrettede et vist ærinde. Da skraldet kom, sprang underofficeren op og sagde Donnerwetter das war dicht bei. Da han fik bukserne ophalet viste det sig, at der var en granatstump i underbukserne.