Brev fra Jens (på lazaret) til Misse, Frida, Klara og Ch. Jens den 8. januar 1915

Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.

Jeg stod og keg, hvad mon det bliver til. Jo de kommer nærmere, Huja Huja lød det. Men det var lidt til højre for os ved 7. kompagni. Ja, på én gang blev det roligt, så nu begynder skydningen nok, tænkte jeg, nej, alt var roligt. Det viste sig, at der havde løbet 130 russere godvilligt over til 7. kompagni og ladet dem godvilligt tage til fange. Ja, det var jo at være i krig uden våben. Natten forløb roligt, og der passerede ikke noget, natten gik dagen kom, om dagen var der ro til hen på eftermiddagen. Men om aftenen kan det nok være at vort artilleri det skød, det er den værste kanontorden, jeg har hørt. Vi blev først afløst den aften kl. 7. Jeg gik patrulje ude ved pigtråden igen. Vort artilleri stod et stykke ag byen Wentzken, og når de skød, kunne vi tydeligt se granaterne i luften som en ildkugle og blive ved med at følge dem, de slog ned i byen Brittern.  Den skulle nemlig helt i stykker skydes og russerne skulle jages ud. På en gang hører jeg i luften en susen, hvad er det, tænkte jeg. Nu skød de med de store svære granater, og de blev udskudt fra Angerburg, det var kaliber 21 cm. Men har man ikke hørt skrald før, så skal jeg love for, at de gav skrald. De fløj tæt. Nu skød de både med kaliber 21 cm – 15 – 71/2, det gik uafbrudt.  Ildkuglerne i luften et flot syn, men de arme russere, som skulle tage imod dem, de er da også folk lige så godt som vi.



« Forrige

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20

Næste »

Se i slægtstræet


Kommentarer

Skriv et svar