ud, nu skal I tænke jer alle soldater med fuldskæg. Og nu med rimfrosten frøs det fast i skæget, og der hang en masse istapper ved skæget en 6 til 7 cm lange, ja vi lignede de rene hvalrosser. Heldigvis holdt den vinter op ved et par dage. Nu var der gået et par uger, alt havde været roligt, vi havde ingen russer set og ingen kanoner hørt, og vi tænkte her er god ro og ingen fare. Men så en skønne dag begyndte kanonerne at dundre. Det var artilleri, der skød, det var med det store kaliber 15 cm. Vi stod i skyttegraven og så, hvad de skød efter, hver gang der gik en af. Artilleriet stod et langt stykke bag os og skød over skyttegraven og pokker i vold frem ad vejen. Vi kunne høre granaterne suse i luften og blive ved at følge dem, til de slog ned, og så gav det et skrald og en røgsøjle op i luften, det var ligefrem et flot syn at se på.

Vort artilleri begyndte altid med skydningen hen imod middag og varede gerne frem til kl. 2., så holdt de op. Når russerne mærkede, at nu var luften ren for granater, så begyndte de at skyde, og de skyder helt udmærket, men det varer ikke længe, så går det rigtig løs med skydningen, så skyder de altid med salver 6 skud ad gangen, og det går rask, de må have ammunition nok, som de rutter med den. Det var den første dag, og sådan gik det hver dag, lidt mere eller mindre. Russerne skød altid nu i førstningen med skrapneller, vi troede snart ikke, at de havde andet, men dem fik vi at se.