Nu sådan gik den ene dag efter den anden: Vi talte om, at vi vidst var kommen hen et heldigt sted. Vi havde en stærk stilling, der greb russerne ikke så let an, vi lå lidt tilbage. Ifald de ville gribe an, ville de få stød i flanken fra begge sider, så vi var temmelig rolige for angreb. Men vi havde jo vort smertens barn, det var, vi stiller en feltvagt, og det var ikke en god, for der kunne vi så let blive afskåret og overrumplet. Vi stod en aften i skyttegraven, et herligt månelyst vejr, havde fået en rigtig artilleriild hele dagen, først russerne, så vi til gengæld. Denne aften var der mange store ildebrande, det var et flot syn at se på. Vi så en 7 til 8 store ildebrande og herregården, som blev ramt af ilden. Det var jo ingen nyhed, der brændte jo mange gårde hver dag og aften. Det var en morgen, vi havde stået omtrent hele natten, frosset og det var koldt, hen i morgenstunden hentede vi kaffe, brød var knap, vi havde ingen brød fået et par dage, og nu havde vi kaffen og intet til den. Jeg siger til Peter Bonde, har du brød, ikke spor af brød, men smør og fedt har jeg nok af, og jeg havde ingen af delene. Det kan ikke nytte, jeg måtte ud at fægte mig et stykke brød. Jeg gik fra villa til villa og bad om et stykke tørt brød, men blev stadig afvinket, de andre kammerater havde heller ingen brød. Men nu kom jeg hen til en villa, der boede mine venner Johannes Torp, Maasbøl og Bennedsen.