Det var vor feltvagt, som russerne havde jaget tilbage, og nu mente de, at de ville angribe, men det blev ikke til noget denne gang, og et par timer efter lagde vi os til ro igen. Og dagen efter måtte feltvagten derud igen. Der måtte først en stærk offizier patrulje ud og se om der var russere der endnu. Jeg var med, vi var en løjtnant og 36 mand. Vi var ikke meget glade ved at gå derud, men det gik jo. Vi kom godt derud, der var ingen russer der, vi undersøgte hele terrænet og den lille granskov med, alt var tomt. Og så kom feltvagten ud og løste os af igen. Da vi kom hjem stod resten af kompagniet henne for Bixxxx, der var geværappel, og der blev cigarer og postsager uddelt. Vi gik straks derhen og fik vor post og cigarer, og da feltvebelen var færdig, et øjeblik alt var stille. Så råber feltvebelen, wer Leuse hat fortreten. Det lød mærkeligt, og jeg keg op og ned ad rækken, hvad, er der nogen af dem. Jo minsandten der trådte en frem, der et par og så blev der flere end en halv snes i alt. De blev noteret, og i morgen skulle de melde sig, de skulle hen til Angerburg og renses. Men det fik vi ofte at høre, når vi var ved Antreten om aftenen, wer Leuse hat vortreten. Det er plage at have dem, men jeg har heldigvis sluppet for dem.