Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Nu syntes at alt blev så let, og vi stod op og ville gå ud af skovkanten. Som vi er i skovkanten kommer der 4 russer i en lang gåserække. Et spændt øjeblik, rolig som en mus. Hårene rejser sig på hovedet, de var kun 5 skridt fra os, men de så os ikke, de anede jo ikke, at der var tyske soldater. Ja, de 4 er godt forbi. Vi ville lige til at gå, kommer der minsandten 3 russer til. Et øjeblik min herre, alt var roligt. Vi stirrede på dem, de så os ikke og gik forbi. Mon det bliver længe ved. Vi keg til venstre, og nu syntes det at luften var ren. Vi blev rolig og koldblodig igen, og nu, nu gik det løs. Vi gik ud af skoven, som om der ingenting var, vi gik og småfløjtede. Vi keg langs skovkanten, der stod russerne, de gik hen i skyttegraven. Vi gik ganske roligt. Men jeg må ærligt tilstå, at for hver 30 skridt vi var fra skoven lettede det.Vi gik først lidt skråt efter Brittern, og så drejede vi efter vort 7de komp.som stod foran Doviaden. Der havde de deres skyttegrav foran, nu kom vi ind imellem begge skyttegrave, nemlig vor og russernes, der er vel 400 meter imellem dem. Nu var det vældig månelyst, og vi var jo russisk patrulje og gik efter 7de kompagni. På en gang kom der to kugler fløjtende, den ene højre forbi, den anden lige over hovedet på os. Jeg skal love for at vi kom ned på jorden og det i en fart, Hvad nu siger Peter. Ja det er en dårlig stilling