vi ligger i. For råber vi til 7de komp og giver os til kende, det kan russerne høre, for dem kunne vi tydeligt se. Så skyder de på os. Og vil vi krybe og liste os længere ind til de 7de komp., skyder de på os, og der kunne vi ikke blive liggende. Vi lå lidt, en rask beslutning stod op, satte hjelmen på, stod et øjeblik helt stille. Nu var vi tysk patrulje og de skød ikke, og vi gik videre, tog mere retning efter 6te kompagni, da vi nærmere os derhen råbte vi til dem, der gik en patrulje ved pigtråden, at I måtte ikke skyde, vi var to mand  fra feltvagt 5/84. Posten hørte os straks og svarede at vi kunne kun komme, og så kom vi over pigtråden, og nu var vi lykkelige.

Jeg har aldrig i mine dage været så glad. Vi kom ind i skyttegraven, de kom, hvor kommer I fra, er der russere i skoven? Ja, der er mange. Vi kunne næsten ikke slippe fra dem, vi skulle jo hen til vort eget kompagni, som lå længere til højre. Vi kom derhen og meldte os straks ved  feldwebelen. Vi pikkede på døren, kom ind, gik hen til ham. 2 mand fra feldvagt 5/84 tilbage. Feldwebelen keg på os, som var han falden fra e himmel. Menschens Kinder, wie kan das blos angehen.  Han rakte os hånden og ønskede os velkommen tilbage.