Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Da de andre hørte det, kunne de nok forstå at Peter Andresen ikke er såret.
Jakob Møller siger fortæl nu hvad I har set og oplevet. Vi var sultne og gav os til at spise, men kunne snart ikke få ro dertil. Jeg skal love for at det var et glædeligt gensyn. Ja det kan I knap forestille jer, nu var vi 8, de som altid holdt sammen, og nu på en gang 3 af dem borte. De sagde alle, ja I kan tro at vi har tænkt og talt om jer hele tiden. Og i aftes da vi måtte tilbage fra feltvagten sagde, Karl Møller, stod jeg i skyttegraven i en tur til kl 5 i morges og keg stadig ned efter den lille granskov, mon de da ikke skulle komme, eller hvordan mon de har det. Og vi vidste jo ikke, om I var skudt eller såret eller i det hele taget. Hvordan det var gået jer. I kan tro, sagde de alle sammen, at det har været en lang nat og dag,, og nu havde vi håbet opgivet, vi tænkte at vi fik jer ikke at se mere. Vi havde nu fået noget at spise, og så måtte vi holde for og fortælle hele historien fra ende til anden. Ja vi var så slappe til sidst, at vi kunne ikke mere. Så siger jeg nu ikke et ord mere i aften, jeg er træt, og morgen har vi hele dagen for hinanden, og da har vi tid til at drøfte sagen igen. Vi lagde os til at sove, og I kan tro, at vi sov godt hele natten. Men inden vi lagde os til at sove, bad vi til Gud og takkede ham for, at han havde bevaret os så godt tilbage til kammeraterne igen.