Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Om morgenen da vi vågnede og kaffen blev hentet, vi gned øjnene. Det varer ikke længere, begynder Peter Christensen, nu hvordan var det så med de russere. Hvor mange var der egentlig, der er 500 mand vel. Ja, det var sært at vi kom godt fra det. Hele skoven og parken er vel knap 10 tønder land. Der lå vi iblandt 500 russere en hel nat og dag og kommer godt igennem den russiske skyttelinje og al den granatild, det var næsten det værste. Hele dagen kom talen i gang om den forbistrede feltvagt, og de næste dage også, og da jeg kom ud hen på dagen og traf en kammerat eller flere, råbte de alle Høj Halløj god dag Jens. Velkommen kommer igen, og man måtte fortælle historien igen.
Jeg skrev denne tur lige som den her til Chr. Ernst Christensen. Så skrev han igen, da jeg læste denne storartede tur, du og Peter Bonde der havde, slog jeg hælene sammen, tog til min xxxxx kasket med snip på, af lutter respekt for min gamle krigskammerat fra fru Poulsen Lafas i Polshøft.
Ja, Chr. Ernst er en god kammerat at have.
Nu ikke mere denne gang, der fortsættes.
Jeg havde lige brev fra Klara og Frida, som jeg takker for, Frida, du må endelig passe på,at svinene ikke æder dig, for så er der snart slet ingen på gården.
Venlig hilsen eders Jens.