os stod der 3 mand i en skyttegrav, og oppe på skovhjørnet stod 2 mand. Vi kunne kun se lige ud, og hvad der gik for sig til venstre kunne vi ikke se. Det var et herligt vejr, månen lyste så klart, og der var ingen, der anede noget uråd den aften, mens vi står der i skovkanten og stirrer, om russen skulle komme. På en gang hører vi en vældig geværild nede på venstre fløj. Hvad er der nu nyt, vi lagde os ned og keg, og e øjn de blev så store af alt det kigen. Skydningen standser og nu tænkte vi, det var vidst en stærk officers patrulje, som havde været på spil. Men på en gang siger jeg til P.B. se der kommer russen i en lang skyttelinje lige imod os, de er vel en 150 meter borte. Vi skød lig med e sam og hver 5 skud af i en fart. Russerne smed sig, vi ladede på ny og var klar til at skyde, når de kom imod os igen, de kom nærmere, vi skød, og vi talte om, at det var mærkeligt at de andre poster ikke skyder. Lige som jeg havde sagt det, stod der en russer 3 skridt fra mig. Jeg råber til ham holdt, hvem der. Russen gav et brøl og fik en angst, stak armene over hovedet og så på hovedet ned i granerne og forsvandt skyndsomt. Dette ansigt, den angst og dette brøl, som russeren gav, glemmer jeg aldrig. Nu på en gang var hele skoven fuld af russere. Vi rask omkring og ville gå igennem skoven hen til samlepladsen. Vi så til højre for os kom der to mand, vi mente at det var