vor sidepost, og vi gik bag efter dem. Men da vi fik rigtig efterset, var det de to  første russere. Jeg blev lidt tilbage og gav tegn til Peter, og russerne de kom lidt for os. Nu kunne vi høre at alle dem vi havde skudt på, kom bag fra og vi fik lidt hurtigere tempo. Men da vi omtrent kom ned til landevejen, var den helt fuld af russere og venstre og højre for dem en lang skyttelinje. Hvad nu Peter, siger jeg. Vi er helt omringet, alle vores kammerater havde løbet tilbage og ladet os stå i stikken.

Der kommer nogen vi rask ned på jorden ind under et par små graner så snart som muligt. Nu begynder russerne at søge skoven igennem på kryds og tværs, og der gik mange forbi os, det var spændt at ligge der, vi vidste aldrig, nu løber der et par de kom lidt nær, den ene var nu så nær mig, idet han gik forbi trampede han mig på min mantel. Hårene rejser sig på hovedet, hjertet står omtrent stille, hvordan vil det løbe af, han mærkede mig ikke og gik videre, sådan blev det ved ½ time, af og til kom der en eller flere, men der var ingen, der var så nær herefter. Da der var gået noget tid, var der lidt ro, og vi kunne rigtig trække luften, vi havde ligget så musestille. Siger Peter til mig, hør Jens, hvad bliver det til. Ja det er noget skidt, de var essen nær ved, ja det var mærkeligt at de ikke så os.