trop kommer og går, og vi hører sådan en bestemt eller bekendt hosten flere gange, og vi dømte at det skulle være Peter Christensen, og nu var alt stille og roligt. Det lettede på os, vi hørte denne hosten igen, jo det må uden tvivl være vor feltvagt, der er kommet derud igen nu i morgenstunden. Jeg siger til Peter, at den må vi have beviser. Alt var stille, og nu krøb vi på alle 4 med hjelm i venstre og gevær i højre hånd, og af og til lyttede vi, er luften ren eller hvordan. Vi ville hen til landevejen og se, om vi havde en post for gevær ved vagtstuen. Vi kom godt derhen. Nu skulle jeg undersøge, om jeg kunne se den hersens post. Imens var Peter henne og forrette et vist  ærinde. På vagtstuen havde vi ladet en hel del brød, flæsk, pølse, smør, cigarer o.s.v. i stikken, da vi måtte trække os tilbage. Nu ligger jeg på knæ bag en lille gran og spejder, om der var russere der, eller om det er vore folk, der er der, Med et kommer der en lille sortskægget russer ud af huset, kløende sig bag øret og ryster maven og ler over hele hovedet og ser nok så godt tilpas g fornøjet ud. Jeg siger til mig selv, din rad, du har nok rigtig været inde og smovset dig ordentligt i vort smør, brød, flæsk o.s.v. Men nu vidste jeg at det var