der  og gik hen til Peter, som var ved at knap e bukser. Hvad nu siger jeg. Ja vi må op og se, hvad der er i den anden ende af skoven, om vi muligvis kan komme der igennem. Vi krøb samme vej igen. På alle 4 og kom op til den anden ende. Men ak og ve, på én gang bliver vi var, at 70 meter fra os står der en hel skyttelinje af russere i skyttegrave frem imod Wentzken, de var ved at gøre gevær rent. Det vart mørke udsigter, vi krøb et lille stykke tilbage, og der tog vi stilling under et par små graner. Vi lå mest på jorden, hjelmen i nakken og næsen i jorden. Vi kunne ikke røre os, ikke snyde næsen, ikke hoste. Der var en masse fasaner i skoven, og de gik rundt som tamme høns, af og til kom der et hold af dem forbi, de keg på os, og om de ville sige, hvad vil I her. Da kl. var 10 om formiddagen begyndte vort artilleri at skyde og hilste på russerne om de havde udsovet. Men jeg skal love for, at det gav granatild.  De slog ned iblandt træerne for og bag os og rundt om os. I kan slet ikke forestille sådan et skrald og lufttryk det giver, når de granater slår ned i skoven, og så det ekko, ja tro mig, det var forfærdeligt. Ja livsfarligt. Af og til blev vi helt overdænget af jord,