Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Kære Misse, Frida, Klara, Ch. Jens
Ligger jo stadig i sengen og tiden den bliver jo lidt lang. Jeg venter stadig efter min julepost og kan slet ikke forstå, at den ikke kommer. Men banelinjen her er spærret, og der bliver store masser af militær tropper transporteret, Kønigsberg er helt spærret, så der er vist noget i vente. Men hvor tropperne går hen, ingen anelse.
Ja, jeg kan stadig ikke forglemme vor søster Ingeborg, det kom så pludseligt og uventet. Jeg venter at få rigtig besked, men min post må jo komme. Jeg havde kort fra mor i dag, hun skrev, at hun havde sendt mig en lille pakke, så den kommer nok i morgen. Endvidere skrev hun, at Johan Clausen, Brødstrupgaard er falden og begge pastor Lykes sønner. Ja, desværre går der mange af vore gode folk bort, der er mange borte, og der vil jo sagtens gå en del bort endnu, inden den rædsomme krig har ende.
I dag er der kommet 30 soldater bort, de blev sendt til deres Ersats Batallion som Garnissions dienstfähig. De havde været her siden den 38. oktober, så den tid har været god for dem, de så også godt ud, runde med tykke ansigter,
Vi lever også storartet. Jeg håber jo at blive her en tid endnu, har det meget bedre her, end jeg havde fået det i Schlesvig eller et andet Garnissions lazaret. Så jeg ønsker ikke at flytte foreløbig.
Ja, jeg er spændt på at høre fra alle mine kammerater hvordan de har det, og om der er faldet nogen til en eller
