Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Da kom vi over et stort koppel, der lå havren endnu på marken i neg, andre steder stod havren i skok, og negene var helt grønne, et sted var den ikke høstet endnu. Ja de stakkels folk, der kom russerne straks da krigen brød ud, og de måtte løbe fra hus og hjem og lade alt i stikken. Vi kom til en lille by, der blev gjort holdt, og der var mange soldater. Da vi gik på landevejen kørte hele træn kolonnen og artilleri, saniteter og biler og feltkøkken, ja man fik helt mavepine at gå og stirre på alle de mange forskellige arter af militær. Jeg gik stadig og så efter, om der var nogen jeg kendte, men traf ingen. Der i den lille by ventede vi en tid, og der kom majoren og tog imod os. Han kom til hest, xxxx. Men det så noget skident og forpjusket ud. Han hilste guten morgen kammeraten og holdt en stram tordentale til os. Da vi havde fordøjet den og hvilt lidt, gik det løs igen. Jeg gik ved siden af min ven Peter Bonde og Peter Christensen. Jeg sagde til dem efter denne tale, er I klar over det. Peter B sagde aa han kan nok ikke sove godt i nat. Så gik det løs, hvorhen ingen anelse, stadig i det blinde, fik aldrig nogen besked. Vi gik langs landevejen, der var en granskov på højre side, af og til et lille ophold og så videre, på en gang kom hauptmanden