Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
sigte og skød af. Jo, sagde Maasbøl da skuddet gik af, ham traf æ pinte, han faldt sku.
Nu havde jeg imidlertid fået opdaget, hvad de skød på. Det var nemlig alle de pæle foran skyttegraven, hvor pigtrådshegnet var fast. Jeg løb hen til dem, hvad skyder I efter, maleren i fuld funktion, han råbte stadig sie kommen, sie kommen. Jeg spurgte hvad kommer, die russen. Nu var det alt immer blevet lidt mere lyst, og så kunne vi tydeligt se, at det var hegnspælene der kom, men det var gode russere, for det første kom de aldrig nærmere og skød heller ikke.
De gav dem så i ro, da de så, hvad de skød efter, ja de fik hele besætningen i skyttegraven på benene, og nu kom leutnanten farende, at hvad der var nyt. Men da sagde Lai ikke mere sie kommen. Men leutnanten gjorde nar af dem. Da det rigtig blev dag, kunne vi rigtig se den russer, som Maasbøl skød, han havde ret, at han traf ham, men det vil sige, at det var en pæl, det var tydeligt at se.
Ja, sådan gik den første nat i skyttegrave. Det blev rigtig drøftet dagen efter, hvad der havde passeret, og malermesteren måtte stadig høre sie kommen, sie kommen.