Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
anden, og om de i det hele taget ligger i Wentzken endnu, og hvordan de har holdt jul. Ja, det er jo mange spørgsmål. Ja, hvis jeg nu kunne slippe med at komme i fronten igen, så kan jeg rigtig sige, at jeg har haft held med mig. Først blev man arresteret og sad i Sønderborg i 11dage, derpå gik det til Flensborg, var der i 2 dage, derfra til Kappel, Palihøft og Steinbukhaf , der havde vi det godt, der blev vi betragtet som badegæster. Det lader til, at mit opholdssted er badehotel, for nu ligger jeg på hotel igen. Fra Kappel gik det til Schlesvig, det var nok den 25. september, så var vi i Schlesvig til den 7. november, om aftenen gik toget med os til fronten. Det var en tung march gennem den lange by Schlesvig. Der var ingen, der sang som de plejede, når der gik en transport bort. Nej, den her transport var alle gamle karle fra 35 til 39 år, og størstedelen var fra Nordslesvig, næsten alle dansktalende.
Mange havde deres koner der, det var svært at se, da de tog afskeden. Mon det var sidste gang, de så hinanden, nu gik det løs, vi skulle ind og stå med vor Lj mod vore venner, ingen vidste hvad retning toget gik, vi kiggede ud af vinduet. Toget var i gang, kunne endnu se lyset i Schlesvig, domkirkens høje tårn og Gottorp Slot. Men nu forsvandt Schlesvig, og det blev mørkt Vi var 7 mand i hver vogn, da vi havde kørt et stykke alt var stille, alle tænkte på, mon vi skulle komme denne vej tilbage igen, der gik et suk igennem kupeen, hvor mon vi nu skulle hen. Vi kørte, nu nåede vi den store bro ved Rendsborg. Vi keg ud af vin-