Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Nu kom vi igennem en by, der var helt skudt ned, der stod mange ruiner. Da vi var igennem den, blev der gjort holdt. Geværerne blev sat sammen, og vi lagde os ned. Vi spiste, en bid brød havde vi med os, og nu var vi spændt på, hvad der skulle ske. Det regnede temmelig stærkt, og der lå en gård lige ved siden af, og der fik vi lov til at gå ind. Vi gik der ind i laden, da vi nåede derhen, først igennem vældig pløre, et stykke fra gården lå der en død hest, i haven havde de slagtet en ko, der lå hovedet og indvoldene og ellers hvad de ikke har taget med dem, midt i indgangen til gården lå der skelettet af to får. Alle vinduer og døre i gården var borte, dem havde soldaterne brændt. Ja, det var et trist syn at se på, det vil man aldrig glemme. Vi lå der til venstre for landevejen, et stykke til fram til højre for landevejen stod sanitetskolonnen. I laden lå vi et par timer. Da vi kom derind lå der 7 gamle prøvede soldater, de var trætte og udmattede. Der havde været et stort sammenstød med russerne dagen i forvejen. De fik straks noget at leve af, vi havde brød og pølse og andre ting. Det var længe siden, de havde fået noget, og kaffe i vor feltflaske havde vi også, så nu fik de dem en ordentlig frokost, de så noget forjasket ud og frem for alt sorte og skidne. Vi var ikke vant til at se en skiden soldat, og vi gjorde store øjne, da vi så dem, men det varede ikke længe, inden vi lignede dem på et hår. Nu spurgte vi ud hvor russerne er henne, om de er langt borte, nej lød svaret, de ligger 3 kilemeter herfra, så vi kan vente dem hvert øjeblik.