Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Der blev kaffe kogt, og vi fik en bid brød og lagde os så til ro, sov godt og om morgenen gik det ikke så tidligt af sted. Da jeg kom ud, var de ved at koge kaffe rundt omkring gården. Henimod middag fik det løs igen, og vi gik og gik hele eftermiddagen og hen ved kl 4 traf vi en bataljon. Det var et dæmligt syn at se, de gamle udmattede krigere, da de så os kom de straks hen og se, er der en landsmand og råbende Hamborg, Holstener eller hvem er fra Schlesvig. Jeg traf en god ven fra min aktivtjeneste, en jeg var sammen ved Lernbataljonen. Han er underofficer, flink fyr. Der stod nu hele bataljonen, og vi var forstærkning. Så kom der en Hauptmann og delte os ind i de forskellige kompagnier. Vi kom til 5. kompagni, der var vist ikke mange tilbage, kun 40, de var rest af 250 mand. 140 af dem havde russerne taget til fange, nogen var syge og andre faldne og savnede. Men 8. komp. var der slet ingen tilbage, hele dette kompagni har russerne taget til fange. 6. komp. havde 160 mand endnu og 7. komp. 170 mand endnu. Vi blev sådan fordelt over hele linjen til alle kompagnier blev nogelunde lige stærke igen. Da vi var færdige med det, blev der hentet middag fra feltkøkkenet, som holdt henne på landevejen. Mens jeg lå og spiste kom min gode ven Jens Gram hen og spurgte, hvad for en kolonne jeg hørte til. Jeg til 5.k. og han til 6. Hvad siger du nu Jens Gram, hvad mener du om det. Ja det er noget skidt, jeg forstår ikke, hvad det bliver til. Nu lød kommandoen fertig machen, an die Gevære, og så gik det videre, det var mørkt, og vi skulle i logi hen på en stor gård, som lå 3 kilometer derfra.