Den 7. November 1914 bliver Jens Andresen sendt til Østfronten. 19. December brækker han benet i løbegravene i Østprøjsen, og kommer på lazaret i Wilhelmsbad. Herfra sender han en del breve hjem.
Det var mørkt, og en vældig pløre var det, vi kom over mark, og endelig nåede vi en stor herregård. Jeg har aldrig set mage til pløre, det var ved at gå oven ned i støvlerne. Vi blev indtørnet rundt om i laderne. Vort kompagni kom ind i en kornlade, som var halv fuld af utærsket rug, der tog vi plads, lå tæt sammen, mand ved mand, geværet ved siden, det var farligt, for de var ladte. Et hold lå på hestestald loftet. Der gik et gevær af om natten, kuglen gik igennem en fod på en, og en arm på en anden soldat og så ud gennem taget. Vi fik noget at spise, og så lagde vi os til ro og sov storartet oven på dagens anstrengelse. Om morgenen, da vi kom ud og så, hvordan det så ud i vejret, og fik vi lidt kaffe og en bid tørt brød og ud og vende bukserne og gjorde os klar til at rejse videre. Der havde slået forskellige granater ned i laderne, en lade stod som ruin og en anden var panderne i stykkerslået, rundt omkring gården lå der granatstumper, og midt i gårdspladsen lå der et dødt får. Laderne så i den gård ud. Da kl. var 9 marcherede vi af sted i en pløre til vi nåede landevejen. Vi gik et par timer, der blev gjort holdt, af og til forbi gårde og huse som var nedskudt, på marken løb der en hel del køer og kvæg vildt omkring. Ja, det var en jammer at se på.