Kresten Andresen er født i Ullerup den 8. September 1890. Han levede en glad og sorgløs Barndom i sit Hjem. Det eneste, der har formørket hans Tilværelse, var den tyske Skolegang med al dens Tvang og Fortyskning. Efter endt Skoletid kom han på Hejls Efterskole. Opholdet her havde stor Betydning for ham. Han kom i Berøring med Tanker, som han kendte saa godt fra sit Hjem. Skolen her faldt i Traad med hjemmets Traditioner, og hans Maal blev nu at være med til at bygge Folkeliv. Efter Opholdet paa Hejls kom han paa Kolding Latinskole og blev Student 1910. Aaret efter tog han Filosofikum ved Universitetet i København. Et Fagstudium havde han ingen Lyst til. Der var særlig én Ting, der drog ham: Arbejdet blandt de Unge i Sønderjylland. For at være godt udrustet til den Gerning gik han ind i Højskolearbejdet, idet han blev Lærer paa Vinding Højskole. I Begyndelsen kneb det lidt for den unge Lærer, men længe varede det ikke, saa var han i fuld Gang med Arbejdet.
Sprogforeningens Virksomhed var med Aarene, takket være M. Andresen og N. Andersens utrættelige Arbejde, bleven saa stor, at der maatte tænkes paa mere Hjælp. Bogsamlingerne trindt omkring i vor Landsdel maatte ordnes, og et grundigt Tilsyn var nødvendigt. Kresten Andresen fik Tilbud om Pladsen, og han slog med Glæde til. Førend han overtog Pladsen, var det nødvendigt for ham at lære et moderne Biblioteks Drift og Ledelse at kende. Vinteren 1913 – 14 gennemgik han derfor et Bibliotekskursus ved Københavns Kommunebiblioteker. April 1914 kom han saa til Sprogforeningen. Arbejdet var stort, men han gik til det med Liv og Lyst. Den Ligegyldighed, der mange Steder var overfor Bogsagen, pinte ham i allerhøjeste Grad. Han saa, at ikke alt var saadan, som det burde være. Arbejdet ved Sprogforeningen varede ikke længe, saa kom Krigen og afbrød den; men i den korte Tid havde han forstaaet at gøre et godt Arbejde. Der er ingen Tvivl om, at han, hvis Afbrydelsen ikke var kommen, vilde have været med til at udvikle vort Bogvæsen paa en god Maade. I August 1914 maatte han, som saa mange andre, møde som Soldat. Da han ikke havde været aktiv Soldat, blev han først uddannet i Flensborg, og kom saa til Frankrig. Midt i Januar 1915 deltog han i Slaget ved Soissons, Sommeren 1916 i Sommeslaget, og den 8. August, to Aar efter Indkaldelsen, blev han meldt savnet. Siden den Tid har ingen hørt fra Kresten Andresen. Ingen kender hans Skæbne, ingen trykkede hans brustne Øjne til – – –
Krigen, der ødelagde saa megen Menneskelykke, krævede ogsaa ham som Offer. Hans Forældre og Venner levede længe i det Haab, at han var Fange. Haabet blev svagere og svagere, og nu er der intet Haab mere. Der er Sorg i Hjemmet og blandt Venner, ingen faar mere Kresten Andresen i Tale, han, der bar et evigt Livshaab i sig. Ungdommen tabte i ham en sand Ven. Intet laa ham mere paa Sinde end Ungdomsarbejdet. Hans store Haab var at skabe en livskraftig, dansk Ungdom. Han havde gode Betingelser for at blive en god Ungdomslærer; thi han turde gaa ind i de Unges Tankegang, og saa havde han en køn og stilfærdig Maade at fortælle paa.
Kresten Andresen var en god Kender af den danske Litteratur, han var selv Digter. Enhver, der har læst hans ”Feltbreve”, der efter Vaabenstilstanden udkom under Titlen ”Krestens Breve”, vil indrømme det. Lige før Krigens Udbrud var han bleven færdig med et Værk, som han agtede at udgive. Bogens Titel er: ”En Bog om Vaar og Ungdom”. Kort før sin Indkaldelse sendte han den til sin Morbror, daværende Rigsdagsmand H. P. Hanssen, der atter overlod den til Digteren Valdemar Rørdam. Valdemar Rørdam skriver om denne Bog i Fortalen til ”Krestens Breve”: Jeg har denne Bog i hans egenhændige Manuskript liggende for mig, pynteligt ordnet i lyseblaa Omslag, hvert Afsnit for sig, med Titelblad, Vignet og smukke Initialer, alt tegnet og farvelagt af ham selv. En Fortælling, eller snarere et stort Prosadigt, om den friske Natur og om ung Kærlighed, eller Kærlighedslængsel, ikke noget færdigt Kunstværk, men baaret af uomtvistelig digterisk Trang og Evne, lykkeligt, skildrende, vemodigt drømmende, stilfærdigt, eftertænksomt. Ypperligt levendegør Kresten Hjemlivet paa Bogens østslesvigske Gaarde, Arbejdet, Skæmten, Sværmeriet og Overtroen – den kun halvt fornægtede Overtro med dens drastiske Sagn og Eventyr. Jeg har sjælden mødt et saa indtagende, næsten barnligt Ynglingsind som i denne uudgivne Førstebog; den røber ikke saa meget legemlig, som det, der er sjældnere, sjælelig Livskraft; ”staar saa rent og purt”. Men Kraften er der, en from og fast Vilje til gennem Selvfornægtelse at naa det højeste Maal.
”En klokke tav; og en til, og en til; Klokkerne tav lidt efter lidt; svagere tonede Klangen, hendøende; saa forstummed den ganske.
Død, hvor er din Braad – Helved, hvor er din Sejr!”
Saadan slutter Manuskriptet.
Men paa samme hvide Blad, med samme klare Haandskrift, staar længere nede en hurtig Parentes:
(”Lige i samme Aandedrag, som jeg skrev det sidste Ord, kommer Far og melder Mobil. Aa, Gud naade os, der skal med, og hvem ved, naar og om man kommer tilbage igen!”)
Og herunder:
Ullerup, den 1. August 1914, Kl. 7 Aften.
Kresten Andresen.
Her slutter Kresten Andresens Saga. Et rigt Ungdomsliv havde han levet, og Fremtiden syntes at ligge lys og klar foran ham. Haardt er vort lille Folk bleven ramt af Krigen, og mange Haab blev brudt. Med Vemod mindes vi alle de Unge, der blev derude, og en af de ædleste og bedste blandt dem var Kresten Andresen, Fred være med det gode Minde, han efterlod sig.
I.P.
