Født i Ullerup den 20. april 1884. Død i Nejs ved Broager den 16. marts 1967. Jens Andresen var runden af en gammel sønderjysk bondeslægt. Moderen var fra Nørremølle, altså søster til II. P. Hanssen, og faderen, Johan Andresen, ejede den gamle slægtsgård i Ullerup. Faderen var i mange år én af de ledende mænd i det nationale arbejde og førte tilsyn med de danske krigergrave på Sundeved i over et halvthundrede år. I dette vågne og udprægede nationale hjem med stærke historiske interesser voksede Jens Andresen op og blev præget deraf. Hans livsskæbne blev typisk sønderjysk, som den blev det for alle sønderjyder, der fødtes under det prøjsisk-tyske tvangsregimente. Først i tysk skole og senere på danske ungdomsskoler – Ryslinge og Tune. – Derefter tysk soldat og så hjem for at tage fat som landmand. Fik selv en ejendom i Jestrup på Als, men så kom den første verdenskrig 1911-18. Det var en selvfølge, at Jens Andresen, med den rige arv fra hjemmet og den stærke påvirkning fra højskolen, var med i den opblomstrende ungdomsbevægelse på Als og Sundeved. Han var derfor en af dem, der først i august 1911 blev arresteret af lyskerne og indespærret på Sønderborg Slot. Men det varede ikke længe, for han måtte med i krigen som aktiv soldat og ud til fronten. I Rusland var han så heldig, under forsøget på at redde en såret tysk kammerat, selv at få et brud på det ene ben, så han derved blev utjenstdygtig. Det reddede ham ud af krigens helvede. Han kom hjem og overtog senere sin fædrenegård i Ullerup
I april 1919 holdt han bryllup med Nanne, datter af Hans Hansen. Nejs, og overtog derefter Nejsgård. Med stor interesse gik han nu op i driften af denne store og gode gård, – især lykkedes det ham at oparbejde en førsteklasses kvægbesætning.
Efter genforeningens store lykke og glæde kom de trange kriseår for det sønderjyske landbrug, og det ramte også Jens Andresen hårdt. Men det skal dog siges, at han – trods alt – vedblev at bevare sit gode sønderjyske lune og humor. Med glæde og taknemlighed tog både Jens Andresen og hustru levende del i det folkelige og nationale liv og arbejde i Broager, ligesom de trofast støttede arbejdet indenfor Sundeved Frimenighed.
Lige til de sidste år havde Jens Andresen stor glæde af at synge vore gode danske sange og salmer, ligesom han havde glæde af at fortælle om sit livs mange forskellige og rige oplevelser. En spændende og bevæget tid havde han gennemlevet – både med sorg og glæde. Det var altid en fornøjelse at komme i Nanne og Jens Andresens meget gæstfrie hjem og høre hans levende og humørfyldte skildring af alt del, han havde oplevet – fortalt på et udpræget sønderjysk-sundevedsk folkemål.
Den 20. marts 1967 blev denne gode danske mand fulgt til graven på Broager kirkegård af et stort følge. Han var én af de sidste af dem som tyskerne i 1911 arresterede, fordi de var danske og ville vedblive at være danske.
Hans minde vil vedblive al leve i mange venners sind.
I.P. Nielsen.
