I en lille Selvbiografi, som Jo­han Andresen har skrevet, be­gynder han paa følgende Maade: ”Jeg nedstammer fra en Slægt, som gaar tilbage i lige Linie til 1734. Min Bedstefader, Johan Andresen, blev den 6. April 1849, da Træfningen stod ved Ullerup, ramt af en dansk Granat, som blev skudt ind i hans Stue og knuste hans venstre Ben”.

Denne Indledning er karakte­ristisk for Johan Andresen, Selv­følelsen og saa de historiske Minder. Johan Andresen er født den 6. Juni 1853 i Ullerup, og han døde sammesteds den 22. Maj 1941. Slægtsgaarden bandt ham, men dog ikke mere, end at han i 1870 opterede for Danmark. Han var dansk Soldat, besøgte Askov Højskole i to Vin­tre og kom derefter hjem til Ullerup, hvor han maatte leve et stille Liv som Optant. I 1890 fik han Undersaatsforholdene i Orden og kunde nu tage Del i det folkelige Arbejde. Samme Aar overtog han Tilsynet med de dan­ske Krigergrave paa Sundeved efter sin Svigerfader, Chresten Hanssen, Nørremølle. Da Skoleforeningen blev oprettet i 1892, valgtes Johan Andresen ind i Bestyrelsen, og da det blev nødvendigt at ændre Skoleforeningens Ved­tægter, Medlem af dens Tilsynsraad, for senere at blive Æresmedlem af Foreningen. I 1896 blev han Tillidsmand for Vælgerforeningen og var i en Aarrække Medlem af denne Forenings Tilsynsraad.

Det er betegnende for Tiden, at da der i 1898 blev sammenkaldt til et fortroligt Møde i Nybøl Kro for at drøfte Rejsningen af et Forsamlingshus paa Sundeved, blev Resultatet negativt. For egen Regning tager saa Jørgen Bonefelt, Christian Andresen og Johan Andresen Sagen i Haand og bygger det første Forsamlingshus i Sot­trup. Johan Andresen var selvfølgelig en af dem, der blev arresteret ved Krigens Udbrud i 1914. I 1922 blev Johan Andresen udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Johan Andresen var paa mange Maader en Ener. Hans afknappede Tale kunde virke skræmmende. Han var ikke nogen sleben Politiker, men langt mere en stæ­dig og vedholdende Mand overfor det, han ansaa for Ret. Hans Stilling overfor det folkelige Arbejde var langt mere frugtbringende. Det er en uvisnelig Hæder, at han sammen med de ovennævnte to fik Forsamlingshussagen i Gang paa Sundeved. Dette Arbejde satte et Kronskud i ”Forsamlingsgaarden Sundeved”, men det var ikke rig­tigt efter Johan Andresens Hoved; han vilde nemlig det, der ogsaa var rigtigt: et Forsamlingshus i hvert Sogn. Det er Skade, at hans Idé ikke blev virkeliggjort. Med lidt mere Smidighed ogsaa fra hans Side var det maaske lyk­kedes at faa det gennemført. Men Smidighed var ikke hans stærke Side.

Om Johan Andresen har der lydt mange Ord, saavel af Ven som af Modstander, og det var ikke altid Lovsange. Men et var de alle enige om. at han var en rede­lig Mand og trofast overfor de Opgaver, han havde paa­taget sig. De, der kom Johan Andresen paa nærmere Hold, vilde snart opdage, at han havde sit Væsen imod sig. Han var i Virkeligheden en Mand, der havde en rø­rende Kærlighed overfor alt det, han havde kært. Dan­marks Lykke var hans Lykke og kædet sammen med den Lykke, han nød i Familiens snævre Kreds.

Jakob Petersen.