Blandt de Mænd, der før 1920 maatte føre en stille Tilværelse, var Christen Hanssen. Til Trods for dette, lykkedes det ham og hans Hustru, Dorothea, at udføre et stort Ungdomsarbejde. Det var paa deres Gaard, at den før­ste Gymnastik blev holdt paa Sundeved. Til Trods for, at han var Optant, blev han arresteret ved Krigens Udbrud i 1914. Ef­ter 1920 traadte Christen Hans­sen stærkere frem i det offent­lige Liv og forstod at gøre sig gældende paa forskellige Omraader.

Christen Hanssen er født den 3. Januar 1855 paa Nør- remøllc og døde den 3. Februar 1943 paa Nørrehus i V. Sottrup. Som ung Landmand besøgte han Vinding Høj­skole og Lyngby Landbrugsskole. Han aftjente sin Værnepligt i Danmark, da han havde opteret. Fra 1877 til 1891 var han Ejer af Gaarden „Stavnsbjerg” ved Hejls- minde. 1891 overtog han Fødegaarden „Nørremølle”. Det er ikke saa faa unge Landmænd, der har faaet de­res Uddannelse paa „Nørremølle” i Aarenes Løb. Efter Genforeningen blev han Branddirektør.

Paa Hjemstavnsforskningens Omraade var Christen Hanssen en meget interesseret Mand og kom derfor ind i Bestyrelsen for Museet paa Sønderborg Slot. Han var ingen Pennens Mand, men langt mere en Mand, der kun­de fortælle om de Begivenheder, der havde fundet Sted i Sundeved saavel i Fortid som Nutid.

Det, der gjorde Christen Hanssen og hans Hustrus Navn landskendt, var den storstilede Gæstfrihed, de ud­viste overfor alle dem, der besøgte de minderige Egne paa Sundeved. Her fandt Gæsterne, hvad enten det var Pro­fessorer eller Studenter, Lærere eller andre interesserede Kvinder og Mænd, et aabent Hus, og de modtog her ved Siden af Gæstfriheden en levende Fremstilling af Forhol­dene i det dengang tabte Land. Den Sæd, Dorothea og Christen Hanssen her saaede, bar mangfoldig Frugt.

Christen Hanssen var Typen paa en sundevedsk Bon­de, aaben og djærv. Der var noget storslaaet over ham, en stærk Selvbevidsthed parret med et rigt Lune. Han var en stor Selskabsmand og forstod at krydre Samtalen med en god Fortælling. Det tynder ud blandt de stærke Ege fra Fortiden, og det synes, som om Slægten, der føl­ger efter, ikke helt staar Maal med dem, og dog maa man ved nærmere Eftertanke sande, at der efter disse Mænd er vokset en Slægt frem, der vel nok har en anden Støbning, men som udmærket forstaar at hævde sig i Tiden, vi nu oplever, hvad de gamle næppe vilde have formaaet. Chri­sten Hanssen tilhørte Tiden forud for 1920, men det er at haabe, at noget af den rige Lune, der prægede Slægterne dengang, er taget i Arv af Slægten, der lever nu.

Jakob Petersen