Gården Nørballe ligger lidt højt med det gamle Dybbøl til den ene side og de frie marker til den anden. Iflg. bogen Dybbøl Sogns Historie hørte gården under Sandbjerg og var på 6 mark guld, 43 tdr., 2 skæpper, 12 roder.

Ejendommen brændte den 17. marts 1864 men blev genopbygget.

Ejendommen var i familiens eje i 4 slægtsled, og kom ind i Nicolaisen familien ved, at

1. Nicolai Hansen (1746-1823) i 1778 giftede sig med enken på Nørballe Ann Jacobsdatter (1748-1807).
2. Deres søn Hans Peter Nicolaisen (1788-1840) – i 1810 gift med Kirstine Christensdatter (1790 -1842)
3. Deres søn igen Nicolai Nicolaisen (1820-1899) – i 1845 gift med Marie Magdalene Hansen (1823–1887)
   I deres ægteskab var der 7 børn, hvoraf de 2 nævnes her:
4. Christian Nicolaisen (1848–1913) – i 1875 gift med Maria Elisabeth Petersen (1851–1926) datter af Christian og Anna Cathrina Petersen Dynt. Christian Nicolaisen overtog Nørballe og solgte den til Jens Staadsen, hvormed den gled ud af slægten. Christian og Maria Elisabeth købte herefter en ejendom i Rinkenæs. Hvornår dette sker, er lidt usikkert, men de fik 9 børn og det sidste er døbt i 1891 i Dybbøl. I 1908 bliver deres 7. barn gift i Den Gamle Kirke i Rinkenæs, så da har de boet der.
5. Ellen Nicolaisen (1855–1916) blev gift med Christian Petersen søn af Christian og Anna Cathrina Petersen i Dynt – hermed blev der dobbelt svogerskab.

I bogen Dybbøl Sogns historie er der medtaget en overdragelseskontrakt for Nørballe:

Dateret 29. september 1810: Nicolai Hansen overlader gården Nørballe til sønnen Hans Peter Ni-colaisen mod en pengesum af 1200 rigsdaler, hvoraf faderen skal have 300 rdlr., søsteren Ann Else gift med gårdejer Andreas Christinsen (Mejerigården), 900 rdlr., at forrente med 4 %. I aftægt to fag hus og have med 4 æbletræer. Desuden årligt 2 tdr. rug, 1 ½ td. byg, 1 ½ td. boghvede, ½ td. malt, 1 skæppe humle, 1 skæppe havregryn. Endvidere dagligt 1 kande sødmælk om sommeren, men om vinteren kun 1 krus, og ugentlig 2 ½ pund sommersmør. Der nævnes også 5 pund røget flæsk, 7 pund lys og to levende fedegæs samt græsning sommer og vinter til 1 får med lam, tørv og brænde. Årligt 12 alen linned til skjorter, kirkestol, hest og vogn, når det ønskes, undtagen i høsten. Fremdeles god omgang og pleje og en anstændig begravelse.

I Sønderjydsk Månedsskrift 1966 fortæller Ingeborg Jessen f. Nicolaisen sin fars erindringer således:

Min far (Jørgen Nicolaisen bror til Christian og Ellen Nicolaisen), som var syv år ældre end min mor, fortalte også somme tider om det, han kunne huske fra (18)64. Hans hjem var ”Nørballe”i Dybbøl. Oldefar og Oldemor (=bedsteforældrene Marie Magdalene f. Hansen og Nicolai Nicolaisen) var flygtet til Dynt. Han stod med oldefar Nicolai Nicolaisen i hånden oppe ved Dynt mølle og så Nørballe brænde den 17. marts, da byen Dybbøl faldt i tyskernes hænder. Oldefar græd, og det har drengen nok også gjort.

Nogle dage i forvejen var han med sin far hjemme på gården for at hente hø til køerne. Da de på tilbagevejen kom til Dybbøllund, var forpostkæden flyttet dertil, og vejen var gennemgravet. Tyskerne hjalp dem ”over linien”, som far sagde, men gennemstak læsset med deres bajonetter. Den dag så han en af de lichtensteinske husarer ligge død ved et dige. De var let kendelige på de hvide kapper.

Så skulle gårdene og husene genopbygges. Hjælp dertil fik de ikke. Tyskerne undlod jo som bekendt at udbetale krigsskadeserstatning. Al den gæld, de fik på gårdene både i fars og mors hjem, gav krigen dem. Før krigen havde de ingen gæld af betydning. De var så sikre på, at erstatningen nok skulle komme engang, at de skrev i deres testamente: ”Om den kommer, så skal alle børnene dele, og ikke blot sønnen, som til den tid har gården, skal have pengene.””