Fru Helene Haussen er født den 25. December 1860 i Ullerup og døde den 20. December 1935 i Aabenraa. Hendes Livsvej ligger ikke saa lidt ud over det almindelige, idet hun fik en overordentlig stor Indflydelse paa mange Omraader, som ikke er enhver beskaaret. Hun var sin Mands, H. P. Haussens, gode Medhjælper og store Støtte gennem Livet.

Der var over Fru Hanssen noget, der for den Uforstaaende kunde se ud som noget originalt. Dette er rigtigt, naar originalt ombyttes med oprindeligt. Denne Oprindelighed kunde give sig ganske mærkelige Udslag, det skal ind-rømmes, dog den var ikke opstyltet, men sund Naturlighed. Den gav Ligevægt til hende selv og til hendes Omgivelser, og det i ganske særlig Grad til Manden. Fru Hanssen stod plantet dybt i den Jord, der havde fostret hende, hun var aldrig paa Himmelflugt eller noget, der kunde ligne det. Hun var en nøgtern Tilskuer til de forskellige Foreteelser, der mødte hende, og hun forstod at affinde sig med Forholdene, som de var.

Fru Hanssens Realitetssans var sikkert en Slægtsarv. Den var ikke begrundet i boglig Viden, men Slægtsarven var bleven udviklet under et langt Livs mange og forskellige Begivenheder. Hun havde i sin Ungdom rig Lejlighed til at stifte Bekendtskab med det historisk-poetiske, maaske har hun hyldet det en Gang, det er der meget, der taler for, men Samlivet med H. P. Hanssen, der var et stærkt, historisk-poetisk Gemyt, har givet hende et stærkt Ryk i modsat Retning. Hendes Ærgerrighed, hvis der overhovedet kan være Tale om en saadan. laa gemt i det¬te at omplante Menneskelivet saa nært som muligt til den Natur, der omgav hende, og som hun elskede.

Hun var et sjældent levende Menneske for dem, der forstod hende. Det var ikke mange Ord, Fru Helene Hans-sen sagde, naar der var mange til Stede; saa holdt hun mest af at lytte. Det var let at se, om det, der fortaltes, fængslede, eller om det kedede hende, det lagde hun ingen Dølgsmaal paa. Det var sjældent, at hun brød ind i Samtalen, men skete det, saa var det altid værd at høre det, hun sagde, da det ofte var Pointet i det, der taltes om. Men hvor ganske anderledes, naar Samtalen var paa To-mandshaand, da kunde hun tale og tale ud fra den rige menneskelige Erfaring, hun sad inde med. Jævnt og stille talte hun, aldrig abstrakt, men derimod i høj Grad personligt, og Talen var gerne om Personer og Begivenheder, der var fremme i Tiden.

Det, der straks lagdes Mærke til hos Fru Hanssen, var hendes Smil. Det var et mærkeligt, næsten uudgrundeligt Smil, som der hørte meget til at forstaa. Enhver, der lærte dette Smil at kende, kunde gennem det forstaa en Del af det, der levede og aandede i hende. Var der noget, der kunde vække hendes Forargelse, saa var det Snobberiet. Denne Form for menneskelig Underfundighed kunde hun sige haarde Ord om. Hun kendte nemlig ikke til noget, der hed Rangklasse og Rangforordninger.

Kvindesagen og alt det, der gærede omkring den, for¬stod Fru Hanssen ikke meget af. Hun var Kvinde i god gammel Forstand, og hun tilhørte de stærke Kvinder, der staar Vagt og Værn om Hjemmet, og som ud fra det yder deres Indsats for det almene Vel. Der var i det Hanssen’ske Hjem en dybtfølt Harmoni mellem ham, hende og Børnene. Dette Hjem hvilede i sig selv, og det er Fru Hanssen, der har Æren for det.

Ved Siden af Hjemmet stod Naturen og Kunsten. Hen¬des bedste Syssel var at gaa i den store Have paa Højtoft med Spade og Rive og plante, saa og vande. Det var hende en inderlig Glæde at se Planterne vrimle frem af Jorden. Et Karaktertræk hos hende var. at naar dette Arbejde tog hende, saa var hun ligeglad med den ydre Paaklædning. Det er ikke hændt saa sjældent, at hun er bleven antaget for at være et Tjenestetydende. Naar det skete, tog hun det med godt Humor og kunde spøgende tale om det. Kunsten beundrede hun og havde et skarpt Øje for det ægte og uægte ved den. akkurat som hun havde det overfor Mennesker. Særlig stor Pris satte hun paa den gamle Haandværkerkunst, da der i den laa gemt saa meget af det personlige.

Hendes Forhold til det nationale var det ikke vanske¬ligt at komme til Bunds i. da det hele for hende var rene Selvfølgeligheder. Der taltes meget lidt om det. da hun sikkert, som saa mange andre, har følt, at tier tales meget mere om det, end der handles i det. Hun, der var en Ven af Handling, blev hurtig træt af teoretiske Udlægninger. Et andet Særkende var Godgørenhed overfor dem, der led Nød. Hun kunde tale om Nød og Elendighed hos den og den, men jeg har aldrig hørt hende sige, at hun havde hjulpet. Den Slags Ting taltes der ikke om, det var en Selvfølge, der ikke skulde spildes Ord paa.
Nu er hun borte, denne sjældne og stærke Kvinde. Jeg har gennem hende for første Gang lært, hvad de Lin¬jer betyder, som Bjørnson skrev:

”skønt Børnehænder og Kvindeværk, det Fæste holder Din Sjæl saa stærk.”

Fru Helene Hanssen var ikke alene en sjælden Kvin¬de, men hun holdt fremfor alt de gode Traditioner i Ære og skabte dermed det Fæste, der blev det egentlige Sted, hvorfra H. P. Haussen kunde hente Styrke og Kraft til det Arbejde, han gjorde. Den Hæder og Ære, som blev til¬kendt H. P. Hanssen her i Livet, maa han dele med Fru Helene Hanssen. Jakob Petersen.