Nekrolog over H.P.Hanssen

H.P. Hanssens nekrolog blev bragt i Sprogforeningens Almanak for 1944, og er skrevet af Mouritz Mackeprang. Han var historiker og endte som direktør for Nationalmuseet.

Den 20. Decbr. i Fjor mistede II. P. Hanssen sin kloge og djærve Hustru; næppe et halvt Aar efter fulgte han hende selv i Graven, den 27. Maj.

Det var ikke sunget for hans Vugge, at han skulde blive Nordslesvigs politiske Fører. Tværtimod var alt lagt til Rette for, at han kunde træde i Slægtens Spor. For at bruge de Ord, hvormed han selv indleder sine Erindringer, havde den brede Rødder i Sønderjylland. Hans Tipoldefader havde i Begyndelsen af 18. Aarh. foretaget den korte Rejse fra Angel til Sundeved, og her havde Bedstefaderen 1825 købt det lille Landbolssted Nørremølle, som han efterhaanden udvidede og arronderede ved Jordkøb, og hvor hans Fader Christen Hanssen sad i en stor og blomstren­de Bedrift, der ikke blot omfattede Landbrug, men ogsaa Købmandshandel, Brænderi m. m.

Hans ældste Broder var udvandret som Optant, og det laa derfor nær, at han skulde overtage Fædrenegaarden. Det var dog dengang ikke saa lige til. Ikke blot før 1870, men ogsaa efter den Tid var en Strøm af Unge gaaet fra Nordslesvig dels Nord paa til Kongeriget, dels over Havet til Amerika. Man hav­de jo Løftet i ”Paragraf 5” og fandt derfor ingen Grund til i tre Aar at springe prøjsisk Soldat. Men alt som Aare­ne gik, svækkedes Haabet om en snarlig Genforening med Moderlandet, og det blev mere og mere klart for dem, der saa udover Dagen, at skulde Maalet naas, skulde Nordsles­vig atter blive dansk, maatte Udvandringen standse.

At fortsætte som hidtil vilde simpelthen være at spille Ty­skerne Kortene i Hænde. Men let var det selvfølgelig ikke at bryde med det, der for de fleste endnu dengang stod som det rette, ikke mindst fordi Valget allerede skulde træffes i 17-Aars Alderen.

Længe vaklede han frem og til­bage, og først en Vinterdag paa Dybbøl Banke, hvor Min­det om Fortidens Kampe slog ham i Møde, blev han klar over sig selv. Han var vel ikke den første, der brød med Udvandringen, men naar hans Skridt saa at sige fik pro­grammæssig Betydning, var det, som det er bleven sagt, fordi han klarere end de andre drog Konsekvenserne her­af og aldrig blev træt af at hævde, at det var Nordslesvi­gernes nationale Pligt at underkaste sig den prøjsiske Militærtjeneste for derigennem at bevare deres Hjem­stavnsret. Tidlig blev han saaledes Talsmand for den Na­tionalitetspolitik paa langt Sigt, der gennem hele Udlæn­dighedstiden saa at sige var den røde Traad i hans of­fentlige Liv.



1 2 3 4 5 6 7 8

Næste »

Mere om historien
Se i slægtstræet


Kommentarer

Skriv et svar