De følgende Aar uddannede han sig nu som Land­mand, samtidig med at han i Vintrene 1881-82, 1882-83 og 1885-86 besøgte Askov og derved knyttede de stærke Baand til Højskolen, der varede Livet ud. Askovopholdene fik den største Betydning for hans Fremtid. Tidlig udvik­let og opvokset i et stærkt aandeligt og nationalt interes­seret Hjem, der modsat hvad der dengang var vanlig i nordslesvigske Storbondekredse, var venlig stemt overfor Kongerigets Venstre, mødte han ikke blot med aabne Øjne, men ogsaa med et bevidst Maal. Det var hans Agt saa godt som muligt at sætte sig ind i Sønderjyllands nyere Histo­rie for derigennem at faa fast Bund under Fødderne for sin Deltagelse i den Nationalitetskamp, der mere og mere greb ham. og hvis nye Retningslinjer han nu opridsede for sine Kammerater.

Det var jo i “Edskampens” Dage, hvor de danske Nordslesvigere havde delt sig i to skarpt adskilte Lejre paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Landdagsmændene skulde aflægge Ed paa den prøjsiske Forfat­ning, og hvor de heller ikke senere helt ukendte Slagord “Protest” og “Forhandling” skabtes.

Han var allerede saa smaat begyndt som Journalist med Smaaindlæg i “Dybbøl-Posten”, og i de følgende Aar, hvor han mer eller mindre ledede Driften paa Nørremølle, voksede hans journalisti­ske Virksomhed. Den steg fra Smaastykker til lange Artikelrækker, og ikke blot i “Dybbøl-Posten”, men ogsaa i kongerigske Dagblade og “Højskolebladet” mødte man jævnlig hans Indlæg under Mærket “En Bondeknøs”. Sam­tidig begyndte han at optræde som Foredragsholder og knyttede personlige Forbindelser med de politiske Førere som Junggreen og først og fremmest Reimers, hvem han kom til at staa saare nær.