H.P. Hanssens nekrolog blev bragt i Sprogforeningens Almanak for 1944, og er skrevet af Mouritz Mackeprang. Han var historiker og endte som direktør for Nationalmuseet.
Det unge Par tog Bolig i Sønderborg, hvor han var bleven fast Medarbejder ved “Dybbøl-Posten”, jævnsides med at han overtog Redaktionen af det efter Tilskyndelse af A.D.Jørgensen stiftede historiske Tidsskrift “Sønderjydske Aarbøger”. Større Opgaver laa dog parat til ham.
I Nordslesvig var Edskampens Bølger nu ved at lægge sig; hvad det gjaldt om, var at bringe de stridende Parter sammen, at skabe en fast Organisation, der havde den øverste politiske Ledelse. Under sine Ophold i Tyskland havde Hanssen faaet Blikket aabnet for den Betydning Organisationen havde, ikke mindst for Socialdemokratiet. Han havde drøftet Sagen med de to Parlamentarikere og vundet deres Tilslutning, og paa et Møde i Vojens i Sommeren 1888 stiftedes “Den nordslesvigske Vælgerforening”. Reimers blev dens Formand, han dens Sekretær.
Regeringen sørgede for. at han ikke kom til at ligge paa den lade Side, da den ved Skoleforordningen af 18. December 1888 ophævede Undervisningen i Modersmaalet i de nordslesvigske Skoler. Kampen om Modersmaalets Ret stod i de følgende 5 Aar i første Linje, og det var ham, der organiserede de forskellige Adresser til Regeringen, medvirkede til Ordningen af den Hjemmeundervisning, man en Tid søgte at sætte i Skolens Sted, og bidrog til Stiftelsen af den tredie af de tre store nationale Foreninger, “Den nordslesvigske Skoleforening” (1892). Ogsaa for den netop nu paabegyndte Bygning af Forsamlingshusene var han ivrig. Men det var ikke blot de store Sager, der lagde Beslag paa ham. I smaat og stort blev han i disse Aar en national Konsulent for hele Nordslesvig, saaledes at han paa én Dag bogstavelig talt kunde faa Anmodning om, at skrive Lovene for en selskabelig Forening paa Als, at skaffe en Mand op ad Ribe til et billigt Laan paa hans Gaard, at sige sin Mening om et Skattespørgsmaal i Aabenraa Amt og at skaffe danske Stykker til en Dilettantforestilling et Sted i Haderslev.
Intet Under, at “Hans Peter”, som hans Kendingsnavn hurtig blev, for den almindelige Bevidsthed kom til at staa som den kommende Mand, og at der indenfor Kredsen var almindelig Stemning for, at han ved Hans Lassens Død i 1896 skulde indtage hans Plads i den prøjsiske Landdag. Sagen vilde da ogsaa være gaaet af i Ro og Fred, hvis ikke Redaktør Jessen med stor Skarphed havde taget Parti mod ham. Forholdet mellem disse to Mænd, hver paa sit Omraade de betydeligste, Nordslesvig har fostret under Fremmedherredømmet, havde aldrig været godt, og det bedredes ikke, da Hanssen efter Tilskyndelse af A. D. Jørgensen i 1893 købte “Hejmdal” for selv at have et Talerør for sin politiske Anskuelse. Modsætningen mellem dem. der inderst inde beroede paa en dybtgaaende Forskel i Karakter, Hjemstavn og Oprindelse, samlede sig navnlig om et Punkt: Forholdet til Paragraf 5. Nu som tidligere angreb Jessen ham for det, der var Kærnen i hans politiske Syn paa Fremtiden. at Kampen efter § 5’s Ophævelse ikke mere kunde føres paa statsretsligt Grundlag, men først og fremmest maatte gaa ud paa ved fuld Benyttelse af alle de Rettigheder, Loven hjemlede, at opbygge og konsolidere alle de aandelige og materielle Hjælpemidler, der var nødvendige for en Nationalitetskamp paa lang Sigt.
Det var i Virkeligheden den gamle Strid mellem Edsnægtere og Edsaflæggere. der stadig fortsattes. Den Erklæring. Hanssen udstedte, beroligede dog de opskræmte Gemytter, og ved Prøvevalget fik han 120 af de 125 danske Valgmænds Stemmer.