I Foraaret 1896 indtog han sit Sæde i Landdagen, hvor hans gode Ven Gustav Johannsen paa bedst mulig Maade hjalp til Rette i de uvante Forhold. Til selve Stil­lingen var han veludrustet, saavist som han var den ene­ste af Nordslesvigs Repræsentanter i Berlin, der maalbevidst havde forberedt sig til dette Hverv. Fra sin Ung­dom havde han jo saa at sige “studeret til Politiker”.

Selvom han nu opgav sin Stilling som Vælgerforenin­gens Sekretær, lagde Forholdene hjemme dog stadig stærkt Beslag paa hans Kræfter. Ikke mindst da Køller-politiken fra Efteraaret 1898 satte ind for Alvor, blev der god Brug for det indgaaende Kendskab til tysk Forenings- og Forvaltningsret, han efterhaanden havde erhvervet sig. Selv kom han snart ud for en stærk Storm, i 1895 var han bleven fængslet og anklaget for “forberedende Hand­linger til Højforræderi”, men Myndighederne havde maattet lade Anklagen falde. Nu gravede man imidlertid den gamle Sag op, og da Køllers Masseudvisninger i 1899 blev fremdraget i Landdagen, rettede Indenrigsministeren og en Række konservative Landdagsmænd et voldsomt An­greb paa ham paa Grundlag af løsrevne Stykker af Forhørsprotokollcn. Han imødegik dem imidlertid ikke blot med Ro og Værdighed, men ogsaa med saa megen tak­tisk Dygtighed, at en frisindet Kollega erklærede: “De har klaret Pynten godt!”

I den følgende Tid var det Optantsagen, der optog ham, især efter at “Optantmageriet” var begyndt i 1901. Fra gammel Tid velbevandret i hele dette indviklede Spørgsmaal uddybede han nu yderligere sine Studier, fik Hjælp fra fremragende danske Jurister og bragte Sagen frem i Landdagen, samtidig med at han gennem Forhandlinger med det prøjsiske Indenrigsmini­sterium baade søgte at lette Kaarene for de enkelte og gennemføre en almindelig Løsning. Mere og mere blev det ham dog klart, at dette kun vilde være muligt ved en dansk-tysk Traktat, saaledes som det da ogsaa skete ved Optantkonventionen 1907, i hvilken han, selvfølgelig bag Kulisserne, havde sin store Andel. 1 Mellemtiden havde han personlig faaet Køllerpolitikens haarde Haand at føle. I den udmærkede Skildring, han gav af den i “Sønder­jydske Aarbøger”, havde han med fuld Ret angrebet den daværende Landraad i Haderslev for at have fort falske Vidner i Finnemannsagen, en Beskyldning, for hvilken han efter en for de prøjsiske Domstole lidet smigrende Proces i 1906 maatte bøde med 3 Maaneders Fængsel i Neumünster.