Næppe en Maaned efter hans Løsladelse af Fængslet døde Redaktør Jessen, der 1901 havde afløst Gustav Jo­hannsen som Rigsdagsmand. Hanssens tyveaarige Arbejde i den nationale Sag maatte gøre ham selvskreven til denne Nordslesvigs vigtigste parlamentariske Stilling, og inden­for Vælgerforeningens Bestyrelse var der da ogsaa fuld Enighed herom.

I Efteraaret 1906 valgtes han derfor til Rigsdagsmand og genvalgtes ved Rigsdagens kort efter følgende Opløsning. Men udenfor havde stærke Kræfter længe arbejdet imod ham. Man fandt hans Holdning i de senere Aar for veg og eftergivende, bebrejdede ham, at han havde opgivet det gamle Retsstandpunkt og prøvede at binde ham med en Erklæring om at ville følge sin For­gængers Politik. Herimod protesterede han kraftigt i sine Valgtaler: “Jeg vil føre min Politik efter min bedste Over­bevisning, eller jeg vil ingen Politik føre”. Politik var for ham “Kunsten at opnaa det mulige”, og dette skulde naas gennem sagligt Arbejde, ikke gennem Protester, der i bed­ste Fald var talt for døve Ører. Løsningen af Optantsagen, som han vidste nærmede sig, stod desuden for ham som det altoverskyggende.

Mange forstod dog ikke denne Politik, og i de følgende Aar var han idelig udsat for Angreb, ja endog for person­lige Mistænkeliggørelser. Gentagne Gange søgte han for­gæves at faa Oppositionen til at tage sin Del af det parla­mentariske Ansvar. Først 1908, da han nedlagde sit Land­dagsmandat, derpaa 1910, da han nægtede at lade sig genopstille som Rigsdagsmand og først opgav sin Beslut­ning, efter at der var bleven sluttet et Forlig, der hjalp til at holde Modsætningerne indenfor sømmelige Grænser.

Da Hanssen traadte ind i den tyske Rigsdag, havde han 10 Aars parlamentarisk Virksomhed bag sig. Hans personlige Elskværdighed, hans kloge Maadehold og sag­lige Dygtighed gjorde ham vel lidt ikke blot hos Opposi­tionspartierne, men ogsaa langt ind i de Rækker, der el­lers hørte til vore skarpeste Modstandere. Takket være den Understøttelse, han derved havde vundet sig, og den omfattende Viden, han paa flere Omraader sad inde med, opnaaede han flere Gange vigtige Resultater. Her skal blot nævnes Sprogforbudet 1907-08 og Spørgsmaalet om de Hjemløse 1912-13, hvor han takket være Socialdemokra­terne endog valgtes ind i det Udvalg, der skulde behandle den nye Lov om Statsborgerretten.

Herhjemme fortsatte han i disse Aar ihærdigt sit Ar­bejde for paa alle Punkter at styrke Danskhedens Organi­sation og Modstandskraft. Ligesom han tidligere havde faaet gennemført en Nyordning af Sparekasserne, der helt unddrog dem Myndighedernes Indflydelse, tog han nu Initiativet til Oprettelsen af Kreditforeningen, gav Stedet til Arbejdersekretariatet og Vælgerforeningens social­politiske Kursus. Og som et Modtræk mod “Bindeloven” gennemførte han 1913 “Landeværnet” og “Sogneværnene”, der under Mottoet “Fri Jord paa Frimands Haand” i Løbet af et halvt Aars Tid praktisk talt omspændte hele Nordslesvig. Mere end nogen anden skyldtes det ham, at Nordslesvigs Danskhed lidt efter lidt blev en hel lille “Stat i Staten”, og paa det af Titusinder besøgte Aarsmøde i Haderslev i 1914 tolkede han ildnende og gribende den Tillid, hvormed man trods alt saa Fremtiden i Møde.