Efter Genforeningen mente Hanssen. at de sønderjydske Rigsdagsmænd foreløbig burde danne en særlig Grup­pe for at orientere sig i Kongerigets for dem praktisk talt ukendte politiske Forhold, og da dette ikke lod sig gen­nemføre, ønskede han ikke Valg. Først 1924 lod han sig opstille som Venstres Kandidat, men trak sig allerede til­bage i 1926.

Dette betød dog ikke, at han lagde Politiken paa Hyl­den. Ligesom han i “Hejmdal” gjorde skarp Front mod de mangehaande “Bevægelser”, der en Tid fo’r over Landet, fulgte han med vaagent Øje det stedse stærkere tyske Fremstød, blev aldrig træt af at raabe Vagt i Gevær mod den Fare, der truede, og arbejdede til det sidste for gennem Opførelse af Forsamlingshuse og paa anden Maade at styrke vor nationale Stiling i Grænseegnene. Samtidig var han i disse Aar stærkt optaget af litterære Arbejder: Krigs­dagbøgerne (1924), “Fra Kampaarene” med Udvalg af hans ældre Afhandlinger og Foredrag (1928-29), og endelig hans Erindringer. “Et Tilbageblik”, et Kildeskrift af yp­perste Rang ikke blot til hans egen, men ogsaa til Nord­slesvigs Historie, hvor ikke mindst Skildringen af hans Ungdom og Barndom giver et levende Billede af hans store Vennesælhed, hans lyse Lune, hans dybe Hjem­stavnskærlighed, for hvilken han har givet saa skønt et Udtryk i sin “Hygumtale”.

Der har været Stunder, hvor H. P. Hanssen stod som Enhedsmærket, baaret højt af sine Landsmænds enstem­mige Tilslutning, men der har ogsaa været Tider, hvor der stod Storm og Strid om hans Navn. Nu, da han ikke er mere, bøjer vi os alle, gamle Venner og gamle Modstan­dere, i Ærbødighed og Taknemlighed for hans Livsværk. Thi klarere end nogen anden har han set. at skulde Haabet om en Genforening ikke blive tom Tale, gjaldt det om “at opretholde en dansk talende, dansk følende, dansk vil­lende nordslesvigsk Befolkning”. Og mere maalbevidst end nogen anden har han arbejdet herfor.

M. Mackeprang.