Palæet med de frække palæbørn – som jeg husker det

En beretning om Palæet og hovedbygningens indretning, som Kirsten Surlyk Olesen, beskriver det i sine erindringer.

Vi boede på Palæet, og når vi var oppe at toppes med ungerne fra Konkel, så råbte de: ”I fræch Palébørn!”

Min fætter Nis fra Undelev sagde engang frejdigt til mig, at han altid havde syntes at vores hus var en uhyggelig stor firkantet kasse. Men de boede nu også i et af de her stråtækte rosenbevoksede bondehuse, hvor der på langsiden var to smukt udskårne, malede døre med 8 vinduer imellem. Vi havde også rosenbuske foran huset, men der var kun tre. Roserne var røde buketroser, og det var egentlig slyngroser, men da de ikke var bundet op, stod de som kupler med grenene hængende ned. Det var lidt af en prøvelse, når man skulle finde en bold, der var røget ind i dem.

Palæet 1947Palæet 1947

Huset var rektangulært i to etager. Det var gulkalket, men delt op med hvide striber, og havde højt blåglasseret tegltag. Midt på taget, et lille stykke over tagrenden var det nederste tagvindue, og ved festlige lejligheder stak flagstang med flag ud der. Til daglig lå flagstangen hen ad loftsgulvet, og der skulle to mand til at løfte den op og få den skubbet ud af vinduet.

Huset var flankeret af henholdsvis kostald og lade, der var hvidkalkede med grønt trempelværk og sort paptag.

Ud mod gaden var der en lav, pudset og hvidkalket mur med et jerngitter ovenpå. Porten var også noget jerngitterværk. Det var en stor dobbeltport, hvor hver fløj midt i det nederste felt havde et løvehoved. Den var god at klatre på, og den stod næsten altid åben. På hver side af porten i de øverste to hjørner af den store gårdsplads, var der et par halvrunde græsplæner, og fra porten gik der en bred brolagt kørevej (e bro) ned til hovedtrappen.

Hvert år til Pinse strøede Jens Thiesen salt på brolægningen, og så kunne man tjene 50 øre ved at hente en gammel kniv og hjælpe til med at luge den. For at rive gårdspladsen var taksten den samme, mens det kun gav 25 øre at rive den lille gårdsplads der lå til venstre og strakte sig fra ladegavlen og ned til haven. Der var et højt hegn med låge. Hegnet var fuldstændig dækket af hvide buketroser, naturligvis med duft, og de blomstrede overdådigt hver sommer.

På venstre side var den lille gårdsplads afgrænset af høje plankeværk ind mod dyrlæge Koids have. Det var gerne på den gårdsplads vi tegnede hinkeruder, spillede med løbbeser eller ”stak land”, og ladegavlen egnede sig fint til boldspil med en eller flere bolde.

Fra den store gårdsplads og ned omkring huset til baggården skrånede grunden stærkt. Dernede lå alle de øvrige bygninger, der hørte til et landbrug. Men førend vi kommer helt derned, har vi på venstre side ud mod haven det fine vognhus. Det hed sådan, ikke fordi det så særlig fint ud, forsiden bestod af tre grønne porte, men fordi det rummede nogle dejlige gamle vogne. De havde stået der, da far købte palæet. Den vogn, vi børn syntes var mest spændende, og som vi sommetider sneg os ud for at lege i, var kareten. Den var mørkeblå og havde mørkeblåt indtræk, gardiner med agramaner, snore og kvaster, og jeg mener også at kunne huske et rullegardin i bagruden. Kareten blev brugt sidste gang til Ingrids konfirmation, eller var det til Johans barnedåb? Det kan have været ved begge lejligheder, da de begge fandt sted i 1928.

En anden vogn havde høj buk og bagved en lille bænk og et stort sæde med en rund kaleche over. Der var også en stor kane i det fine vognhus. Den vogn, vi brugte mest, var en Phaeton. Det var den der blev brugt til familietransport, og da var det eftertragtet at fa lov til at sidde på bukken hos kusken. Den blev så afløst af Forden, men kom til ære og værdighed igen, især under 2. verdenskrig.

En Phaeton (foto: David-Monniaux)

Fra det fine vognhus kom man direkte ind i selekammeret og derfra ind i stalden, hvis gulv til min stadige undren var brolagt. Vi havde naturligvis en del heste. De to køreheste hed Hans og Peter og var et par oldenburgere. Forkarlens spand var skimlerne, Max og Morits. Det var et par enorme belgiere, der næsten ikke var til at skræve over, når de skulle rides til en fridag på marken. Andenkarlens heste, der var et par jydske, har jeg glemt navnene på og så var der også et par stykker, der blev brugt til mælkekørsel og diverse.


Mellem stuehuset og det fine vognhus var der også et højt trådhegn ud mod haven, men her var det dækket af røde buketroser. I gavlen var trappen ned til kælderen, men vi må hellere gå ind af den rigtige dør.

 

 

Indgangen i nordsiden af huset
Et blik ud i haven



1 2 3 4

Næste »

Se i slægtstræet


Kommentarer

Skriv et svar