2 breve fra Kresten fra 1912. Det ene er til Johannes Fink i Stubbom, hvor han beskriver ligtoget med kongen. Men brevet handler også om et forslag, han har udtænkt for at slippe for trøjen, og som han stiller sin “fætter” Johannes Fink.
Det andet er et af de sidste breve til hans forældre fra Universitetet – der er lidt status over det, og billede af en person, der ved, hvad han står for her i livet.
September 1911 – Kresten kommer til København med store forventninger. Han er sikker på, at nu begynder livet, hvor han kan fordybe sig i det, der interesserer ham. Men allerede efter en uge begynder tvivlen at nage ham.
Allerede sidst i september skriver han hjem til forældrene, at han føler sig fuldstændig død og ikke kan sætte to verslinjer sammen. Anledningen er Ingeborgs (ikke hans ældste søster) bryllup. Og i øvrigt er den Ingeborg så kritisk, at det ikke kan nytte noget.
Han skriver, at han år efter år har følt sig mere og mere som en dødbider, og at han hele tiden har givet tiden i Kolding og latinskolen skylden. ”aldrig kan jeg begejstres for noget som helst og har ikke interesse for spor mere”, og han fortsætter ”Høffdings foredrag om filosofi har jeg forstået ikke et kvidder af endnu, det driver højt over mit hoved som skyer” (det måske også lidt høje forventninger, da han endnu ikke har rundet de første 14 dage af studietiden). Det går bedre med Vilh. Andersens forelæsninger om litteraturen i halvfemserne. Han skal følge et stenografikursus, og da kan han deltage i Rigsdagens. Det vælger han, fordi ”det er det bedste og det billigste”.
Kresten har i studenterforeningen hørt forfatteren A.C.Andersen fortælle om sin endnu ikke udgivne roman, det foredrag synes Kresten er storartet, og så har han hørt Vilh. Andersen holde foredrag om vore nationalsange, et foredrag han betegner som et af de bedste, han nogen sinde har hørt. Og ”kan I gætte, hvem jeg sad ved siden af i går til forelæsning – forfatterinden Anna Lind, som har skrevet den glimrende bog om I.P.Jacobsen”.
Man kan forstå, at allerede ved studiestart svinger humøret fra den dybeste fortvivlelse til den største begejstring.
I oktober fortæller Kresten om en roman, han er i gang med at skrive. Den foregår i Sundeved og forsøger at give folkelivsskildringer. Han savner lidt oplysninger, men regner med at kunne samle dem, når han er hjemme på juleferie. Han skriver ”jeg ønsker ikke, at I fortæller det til nogen som helst, da jeg vil udgive den anonymt eller pseudonymt (K.A.Ugeltorp har jeg tænkt). I modsætning til al den moderne litteratur, er der ikke en eneste sjofel skildring eller uren tanke i den”.