Studierne går videre. Han vælger på et tidspunkt faget gymnastik.

I den forbindelse får han et semester fri til at undervise på en højskole. Det bliver på Vinding Højskole hos ”farbror Peter”, (den Peter Andresen, der skrev ”En sundevedsk bondeslægts historie”). Han læser op, holder foredrag, underviser i forskellige fag og er glad for de erfaringer, tiden om højskolelærer giver ham.

Kresten har igennem studiet indtil nu været igennem så meget litteratur, at han ikke længere er så glad for sin egen roman. Han skriver ”Jeg er meget glad for, at min bog ikke er udkommet, den skal ikke ud. Dels er den alt for usammenhængende og dels alt for blødagtig. Man må kunne glædes ved poesi på en mere mandig måde. Den nationale kamp hjemme er alt for stor og indviklet til at jeg tør gi mig i lag med den, og overhovedet vil jeg ikke befatte mig med skriveri, førend jeg har læst Shakespeare, Schiller, Goethe og Øhlenschlæger og en hel del mere”.

Det går rigtig fint med undervisningen i gymnastik. Han ville gerne have haft fag som litteraturhistorie, historie og samfundskundskab, det får han ikke, og han er lidt mopset over, at de unge lærere får de fag, de ældre ikke gider. Han får fysik, og det passer ham ikke. ”Det er jo ikke et foredragsfag”

Kresten har ikke høje tanker om sig selv som højskolelærer, han synes ikke, han er lykkedes. Farbror Peter trøster ham med, at al begyndelse er svær, og alt skal først læres, så han vil gerne have Kresten et år mere. Han er på en måde fristet af at opnå mere erfaring, men vælger dog at gå tilbage og fortsætte studierne i København.