Uddrag af bogen ”Ludvig Schrøder. Brødremenighedens betydning.” Digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek.

Afsnittet: Venner af Brødremenigheden i Sundeved – hvor Anna Hanssen og hendes mand Peter (Hans) Hansen er omtalt nedenfor:

Det skal retteligen tilføjes, at kilder ikke er bedre, end de er, og Ludvig Schrøders kilde har fået forkert fat i Annas mands navn. Han hedder Peter, og de er gift i Åbenrå, hvor de er indført i kirkebogen, så der er ingen tvivl.

De er kun i Rauhes Haus i Hamborg en kort overgang, inden de flytter til Linerhaus i Altencelle

I Skellé i Broager Sogn levede for 70 Aar siden en ung Snedkersvend, Hans Hansen. Han var tidlig blevet vakt. 17 Aar gammel gik han 1832 paa sin Fod til Kristiansfeld for at holde Paaske i Brødremenigheden, og derefter gik han derned i hvert af de følgende 6 Aar. I Regelen kom han ikke længere den første Dag end til Skrædder Tuchsen i Ullerup, en from Mand, i hvis Hus de opvakte samledes; han havde to ugifte Søstre; dem kaldte de „Martha og Maria“, medens de kaldte ham selv „Lazarus“. Fra Ullerup gik Turen til Aabenraa, hvor han tog ind hos Orgelbygger Markussen, som oprindelig var Snedker i Sottrup og gav sig af med at være Lægprædikant, „en ejendommelig Mand, fuld af Historier og lystige Indfald.“ Efter Markussens Anbefaling gik han saa videre til Løjt. Der var en meget brav herrnhutisksindet Præst ved Navn Matthiesen og en Kaptajn Boysen. Fra Løjt udgik der i disse Aar flere Missionærer.

Hans Hansen havde tillige med en Broder, der ogsaa var opvakt, og som stod i Forbindelse med den senere Generalsuperintendent Versmann, fattet det Forsæt at opdrage de mange forsømte Børn, der løb omkring ved Teglværkerne paa Broagerland. For at faa Ret til at undervise dem vilde Hans Hansen paa et Seminarium. Men da Versmann hørte det, sagde han: „Du skal ikke paa et Seminarium; men du skal til Wichern.“ Johann Hinrich Wichern (f. 1808, d. 1881) havde i 1833 stiftet Redningshjemmet „Rauhes Haus” ved Hamborg, hvor Drenge skulde bo sammen gruppevis med „unge Mænd”, der ved at hjælpe med til at opdrage dem tillige selv kunde opdrages til at overtage selvstændige Stillinger med lignende Opgaver.

H. Hansen fulgte dette Raad, men kom aldrig tilbage til Drengene ved Teglværkerne paa Broagerland. Wichern fik stor Tillid til ham, og da Dronning Caroline Amalie 1840 besøgte „Rauhes Haus”, blev Hansen forestillet for hende. Hun gav ham Penge til en Rejse i Nordslesvig, hvor han da besøgte alle sine gamle Venner. Dronning Caroline Amalie, som stadig i den følgende Tid stod i Forbindelse med „Rauhes Haus”, tænkte en Tid paa at oprette en lignende Opdragelsesanstalt i Danmark, men nær ved Kongeaaen, og knyttede i den Anledning Forhandlinger med H. Hansen. Senere opfordrede hun og Grevinde Holstein-Holsteinborg ham til at overtage en Stilling ved Holsteinsminde. Men saa kom Krigen 1848, og dermed strandede denne Plan.

1849 valgtes han til med sin Hustru at overtage Ledelsen af en Opdragelsesanstalt, som den hannoveranske Adel havde indrettet i Celle („Lienerhaus zu Altencelle“). Hans Hansen har nydt stor Anseelse imellem det „Broderskab”, der er dannet af dem, som har virket eller er blevet oplært paa „Rauhes Haus”; det var mere end 500 over hele Verden spredte Brødre og Søstre, hvis „Senior” han var, da han for nogle Aar siden døde.

I det Hjem i Ullerup, hvis Beboere „de opvakte” nævnte efter de navnkundige Søskende i Betanien, traf Hans Hansen første Gang sin tilkommende Hustru, om hvis Slægt der nu skal fortælles. En Mand fra Angel var bosat i Ragebøl i Sundeved, og for ham blev der 1732 født en Søn, der blev kaldt Jørgen Hanssen; han levede som Gaardmand og døde først 1819. Hans søn, Hans Jørgensen (f. 1766), var blevet sendt til Kristiansfeld omkring ved 1780. Det er dog Datteren Anna Hanssen, vi særligt maa fæste Opmærksomheden paa. Hun har været en meget begavet Pige, men var ogsaa kendt for sit fromme Sindelag. Det er hende, om hvem der ovenfor er fortalt, at Hans Hansen fra Skelle første Gang traf hende hos de tre ugifte Søskende i Ullerup, og at hun siden skulde blive hans Hustru. Det formodes, at det er af en ung Kapellan i Ullerup, som havde Forbindelser sydpaa, at Anna Hanssen havde hørt Tale om Wichern og „Rauhes Haus“, og det optog hende saa stærkt, at hun skrev til Wichern. Nogen Tid efter at Hans Hansen var kommen hjem fra den Rejse, hvortil Dronning Caroline Amalie havde givet ham Penge, spurgte Wichern ham, om han kendte en Kvinde, der hed Anna Hanssen, og som var fra Sottrup. Dertil svarede han: „Ja.”Wichern spurgte saa videre, om hun var skikket til at være „ Søster “, for hun havde anbefalet sig selv dertil. Det troede Hans Hansen.

Saa kom hun til „Rauhes Haus“. Hun var rejst hjemmefra imod sin Broders[1] Ønske, og hun kunde ikke eet Ord Tysk. Men hendes udmærkede Evner til at omgaas med og opdrage forsømte Børn blev snart baade kendte og anerkendte. Anna Hanssen blev forlovet med Hans Hansen, og de kom, som alt fortalt, til med hinanden at styre den store Opdragelsesanstalt i Celle i Hannover. De nød begge stor Anseelse blandt dem, der var udgaaede fra „Rauhes Haus“, — og, skriver den Frænde af dem, der har skaffet mig de meddelte Oplysninger, „de var glade Kristne, meget opofrende, hjertelige, fromme Folk, som tog stærkt Afstand fra Dømmesygen.”

Anna Hanssens Datter har fortalt følgende Træk fra hendes Alderdom. Hun vaagnede en Aften véd en sagte Støj i Stuen, stod op, gik ene derind og traf en Indbrudstyv, der som Dreng havde været i hendes Hus, men senere var faldet tilbage. Da han saa hende, brast han i Graad og sagde: „Moder, Moder, hvor kunde jeg stjæle her i dit Hus! Da jeg kom her i Nærheden, maatte jeg se dig endnu en Gang. Jeg vilde slet ikke stjæle, kun se dig, og saa, da jeg kom derind, kunde jeg ikke lade være!” „Din stakkels Dreng,” sagde den 60—70 Aar gamle Kvinde, „du har haft det ondt, du fryser. Kom og læg dig i min Seng, den er varm.” Han gjorde Modstand, men hun satte sin Vilje igennem. Saa gik hun ud i Køkkenet og kogte Kaffe til ham. Da hun kom ind igen, satte hun sig ved Sengen og talte med ham som med et lille Barn. Han blev hos hende et Par Dage, og hun skaffede ham en Plads, men taalte ikke, at de andre talte ondt om ham.

[1] Anna var født i 1919, hendes fader døde i 1824 og moderen 1837, så hun har nok boet i barndomshjemmet hos broderen Jørgen Jørgensen Hanssen, som overtog fædrenegården i Sottrup