Den 12. Januar 1928 døde Marie Andresen. Ullerup. Ved Budskabet herom fyldtes hendes Slægtninge og mange Venner med dyb Vemod, vi syntes det var for tidligt. — og Tankerne gik til hendes nærmeste, der havde mistet mest. Med hende gik en af Nordslesvigs kendte og betydelige Kvindeskikkelser fra den sidste Menneskealder bort. Hun havde paa forskellig Maade betydet saare meget.

Marie Andresen fødtes paa Nørremølle 1859 den 13. Juni som Datter af den kendte og ansete Christen Hanssen og Hustru Marie. Hendes fulde Pigenavn var Marie Vilhelmine Hanssen. Hun var Søster til fhv. Minister H. P. Hanssen. Her voksede hun op i et betyde­ligt, aandsbevæget. varmt dansk og alvorligt kristeligt Hjem. Det var hun altid præget af. Her var Folkets Sag og Gudsfrygt et inderligt og alvorligt Hjerteanliggende.

Hvad Hjemmet ydede, rakte senere Højskolen Haand til. Hun kom først paa Vinding, senere paa Askov og høstede begge Steder rigt Udbytte og sluttede Venneforhold. der holdt Livet igennem, bl. a. med Fru Pastorinde Møller, Klint.

1883 blev hun gift med Johan Andresen, Ullerup. og tog som han en Gang udtrykte det, Nørremølle med til det ny Hjem. Den Aand og det Liv, som rørte sig i Barndomshjem­met, havde hendes Fæstemand god Brug for, og sammen skabte de et Hjem, der blev en Støtte for alt godt paa Egnen. En dygtig Børneflok voksede op omkring dem. og gennem Aarene har en Mængde Mennesker færdedes ind og ud i Hjemmet i Ullerup.

Da “Udvalg for kirkelig Virksomhed i Nordslesvig” blev dannnet, blev Marie Andresen tidligt Medlem af dette. Og var glad for at kunne være med til at gøre et missionerende Arbejde for dansk, nærmest grundtvigsk Forkyndelse i Nordslesvig. Fra Begyndelsen var hun og Johan Andresen med i det frikirkelige Røre paa Sundeved, de var fra første Færd Medlemmer af Frimenigheden, da den dannedes 1901. Da Frimenighedskir­ken byggedes i 1903. og der herefter afholdtes regelmæssige Gudstjenester med Sakramenternes Forvaltning, var hendes kæreste Ønske gaaet i Opfyldelse. Nu fik Menigheden et Præstespørgsmaal, og hun var en af dem, der var virksom for at faa dette i Orden 1907.

Da Menighedsraadet dannedes, var hun fra Begyndelsen Medlem af dette. Det var trygt og frugtbart at samarbejde med hende. Hun overlod ikke den aandelige Gerning i Menighe­den til Præsten alene, og hun hørte til de Lægfolk, der kunde være Sjælesørger for Præsten, og det, baade naar det gjaldt Tugt og Trøst. Hun havde gaaet i Herrens Skole, og det giver Visdom og Myndighed.

Hun blev prøvet i Sorg. Den ældste Datter, den milde In­geborg, gift med Gaardejer Chr. Petersen, Palæet, døde ung fra Mand og smaa Børn. Under Krigen forsvandt den haabefulde. ejendommeligt begavede Søn, cand. phil. Kresten Andresen. Dette tog haardt paa hende. Af en værdifuld Brevsamling fra sidstnævnte udgav hun efter Krigen under Samarbejde med Valdemar Rørdam “Krestens Breve”. De er ikke blot saa ka­rakteristiske for ham men i mange Henseender saa interessante og betydningsfulde, f. Eks. til Bedømmelse af Sønderjyderne under Krigen og af Forbindelsen mellem dem ved Fronten og Hjemmene i Nordslesvig, at hun fortjener varm Tak, fordi hun lod Krestens Breve komme uden for Familiekredsen.

Midt under Genforeningens store og dybe Oplevelse var det hende en Sorg, at Frimenigheden ikke kunde fortsætte. Hun blev glad og taknemlig for Forkyndelsen i Sognekirken, da Ullerup fik Præst nordfra. Men hun havde saa længe virket for og levet i den fri Menighedskreds, hun havde saa levende til­egnet sig de grundtvigske Livstanker, folkeligt og kristeligt, at hun stadig følte Savnet af den gamle Menigheds Fællesskab.

Men saa var hun til Slut et lykkeligt, velsignet Menneske, der kunde sige med Sandhed, baade naar der var Tale om det danske Folk og Guds Folk: “Jeg bor midt iblandt mit Folk”. I dette Fællesskab aandede og levede hun, og af dette var hun gennem præget, og ud af dette ydede og gav hun rigt til Slægt og Venner. Vi er mange, som vort Liv igennem vil staa i Tak­nemlighedsgæld til Maria Andresen.

I de senere Aar led hun af tiltagende Skrøbelighed, men hun var aandsfrisk og tryg i sin Barnetro til del sidste. — 17. Januar blev hun under stort Følge jordet paa Ullerup Kirkegaard. I Hjem og Kirke talte Provst Andersen, ved en Sammenkomst bagefter talte Johan Andresen og undertegnede. Ære være hendes Minde!

Jørgen Eriksen.