H.P.Hanssen skriver om minder fra krigen i 1864, herunder preussernes overgang til Als.
Barndomsminderne blev bragt i Sprogforeningens Almanak for 1914 – læg mærke til bagsiden! Under tyskertiden måtte der ikke stå “Sønderjylland” på kortet. Derfor de to sorte bjælker.
Der var stuvende fuldt af Soldater baade ude og inde. Som en bred endeløs Strøm drog de forbi Gaarden og op over den brede Kolonnevej. Fra Sundet drønede Kanonerne.
I Køkkenet, som vendte ud imod Gaardspladsen, sad vi Børn sammenstuvede omkring Bordet. Davren bestod af sort Kaffe, som søbedes med Træskeer af Lerfade. Det var alt, hvad Fjenden havde levnet den Dag.
Fra Gaardspladsen hørtes skarpe Kommandoraab, som efterfulgtes af Vaabenraslen. Jeg vilde se, hvad der var nyt, men var for stumpet. Min store Søster løftede mig da op i Vinduet, og gennem de smaa blyindfattede Ruder saa jeg nu ud over en Skov af hvide staalblanke Bajonetter.
”Se, hvor det blinker, se hvor det myldrer af Preussere paa Broen og paa Vejen,” sagde hun, ”- og de skal alle ud for at skyde Danskerne.”
Det blev sagt saa bekymret og sorgfuldt, at jeg følte det som en stor Ulykke. Men den var mig ufattelig, og jeg forlangte nærmere Forklaring.
”De skyder med Geværerne, som de dér staar med”, sagde hun og pegede ud over Bajonetterne, ”Hvad er det at skyde”, spurgte jeg. ”Naar de skyder”, forklarede hun, ”giver det et Knald, og saa farer der noget ud af Enden af Geværet. Træffer det en Dansker, saa bløder han, ligesom de to, der ligger i Mælkekamret, – og nogle dør af det.”
Noget ud af Enden paa Geværet, saa Danskerne bløder og dør! – og jeg saa og saa paa de hvide Bajonetter. Min Søster sagde det, og det maatte være sandt, men hvor var det muligt! Og dermed stod jeg overfor det første vanskelige Spørgsmaal, som jeg har søgt at faa besvaret ved Selvstudium.
Fra da af studerede jeg Bajonetterne nøje. Der var Lejlighed nok til det. Og jeg grublede og grublede over Spørgsmaalet: Hvor var det dog muligt, at der kan komme noget ud af den Spids! Det er vel dette Grubleri, der har gjort, at Billedet endnu den Dag i Dag staar saa klart for mig, skønt jeg den Gang kun var halvtredie Aar gammel. Af mine Forældres og Søskendes Fortællinger ved jeg nemlig, at det stammer fra den Dag, Preusserne tog Als.
Til dette klare, stærke Barndomsminde fra Krigen kæder sig andre. Men jeg har svært ved at skelne mellem, hvad jeg virkelig husker som selvoplevet, og hvad jeg i min tidlige Barndom har hørt fortælle i mit Hjem, hvor der blev fortalt meget om Krigen.
Jeg ved saaledes ikke sikkert, om min Erindring gaar endnu længere tilbage, saa jeg ogsaa kan huske Borbardementet paa Sønderborg først i April 1864. Billedet staar saa klart for mig, som om jeg havde set det med egne Øjne, men det er nøje knyttet til et andet Minde.
Min næstældste Søster blev konfirmeret i 1866, og vi havde ved denne Lejlighed Gæster fra Sønderborg, hvor hun havde gaaet i Skole. Ved Bordet faldt Talen naturligvis som sædvanlig paa Krigen, som alle de Tilstedeværende havde oplevet paa nært Hold.
Der blev især talt om den forfærdelige Nat, da Sønderborg blev bombarderet, mens flere Hundreder af Beboerne langs Sundet var indespærrede i Sottrup Kirke. Sønderborgerne skildrede Flugten ud af Sønderborg under Granathaglen. Nogle fortalte om deres Oplevelser i Kirken, andre om Branden i den mørke, stormfulde Nat. Da var det pludselig, som om jeg atter hørte Kanonernes fjerne Drønen og saa Himlen luerød i Syd – saaledes som jeg senere har overbevist mig om, at den hin Nat tegnede sig fra mit Hjem. Og Billedet har brændt sig saaledes ind, at det endnu den Dag i Dag staar levende for mig. Jeg tror selv, at et halvglemt Minde, som har dæmret i min Bevidsthed, i dette Tilfælde er bleven levendegjort gennem Fortællingen og derefter er bleven staaende med klare, friske Farver.
Disse Fortællinger om Krigen, hvor har de dog i min Barndom hørt til mit daglige Brød! Naar vores Folk spiste Mellemmad i det lange Køkken, tog jeg Plads hos dem. De havde næsten alle været med i Krigen. Brænderikarlen, Gamle Andreas, havde været med i Treaarskrigen, staaet paa Forpost ved sin Faders hus, set Oberst Morgenstjerne falde ved Bøffelkobbel, og senere kæmpet under Læssøe. Min Morbroder, som var Avlskarl, vor Nabos Søn Hans Lyck og min Fætter Peter Fogd, som begge tjente hos os, havde alle været med paa Tilbagetoget fra Dannevirke, Hans Lycks Broder havde som dansk Dragon svunget sin Sabel ved Vorbasse, Peter Fogds Broder blev saaret af en Granatstump paa Skanserne i sin Fødeby Dybbøl. Daglejerne, som kom og gik, havde enten været med i Krigen eller dog oplevet den paa nært Hold. Krigen var derfor det staaende Samtaleemne. Og jeg sad betaget og glemte min Mellemmad over deres Fortællinger.
Var der Gilde, stod Krigen atter i Forgrunden. De store Begivenheder laa endnu saa nær ved, og alle vore Slægtninge havde oplevet dem, oplevet dem paa Steder, hvor jeg daglig færdedes, eller som dog laa indenfor min Synskreds.
Af min Faderes Søskende boede to Brødre og en Søster i Dybbøl Sogn. Min ældste Farbroder, Jørgen Hanssen, som var Stænderdeputeret mellem Krigene, havde efter min Bedstefader overtaget Gaarden Ravnskobbel, som laa meget udsat ned imod Alssund. I Treaarskrigen blev den helt sammenskudt. Under et pludseligt Bombardement rev en Kanonkugle en Væg om og dræbte hans Svoger paa Stedet. Tilfældet er ikke enestaaende. Under Træfningen ved Ullerup i 1849 rev en Kanonkugle Benet af min Kones Bedstefader, da han sad paa en Stol i sin Stue. I Fire og Treds blev Ravnskobbel afbrændt under de største Forpostfægtninger efter Tilbagetoget fra Dannevirke. En anden Farbroder, Henrik, havde købt en Gaard ved Vemmingbund. Den led ligeledes meget under Treaarskrigen. Senere blev en Del af den berømte Dybbølskanse Nummer 2 anlagt paa dens Jorder. Efter Tilbagetoget fra Dannevirke blev den afbrændt for ikke at give Fjenden Dækning. Markerne blev gennemtrukne af Løbegrave og oppløjede af Granater. Han fik Laderne rejste i Efteraaret 1864. Med derpaa standsede Preusserne Byggeriet. Gaarden laa indenfor Fæstningsomraadet, og det varede over en Snes Aar, før han fik Lov til at genopbygge Stuehuset. I al den Tid boede han med sin Talrige Familie i et Par Stuer, som han fik Lov til at indrette i den ene Længe. Inde i Dybbøl By boede endelig min Faders ældste Søster, gift med Peter Fogd. I Fire og Treds var to af deres Sønner og en Svigersøn med i Felten. Gaarden maatte rømmes. Udhusene blev til Dels nedskudte og nedrevne og Materialet benyttet til Skansebygning. Andre nære Frænder boede længere tilbage fra Valpladsen, men nær nok til at føle Fjendens haarde Haand, til at høre Kanonernes Torden og Geværildens Knitren, til at se de Faldnes og Saaredes sørgelige Tog og Flammeskæret af deres Slægtninges og Venners brændende Gaarde. De maatte selvfølgelig atter og atter fortælle om deres Oplevelser, naar de kom sammen hos os i deres gamle Hjem. Og jeg sad og lyttede.
Min Fødegaard Nørremølle, ligger i et Dalstrøg mellem Landsbyerne Sottrup og Snogbæk, knap et kvarters Gang fra Alssund, men skjult af Bakker og Skove, saa den ikke ses fra Vandet. Efter Tilbagetoget fra Dannevirke laa den en Tidlang imellem fjendtlige Linjer. Men snart rykkede Fjenden længere ind imod Dybbøl, og hver Krog paa Gaarden blev nu optaget. To af min Faders Søskende, som med deres Familier var fordrevne fra deres sammenskudte og nedbrændte Gaarde i Dybbøl, slog sig ned hos os. Vi var derefter atten Børn paa Gaarden og havde i Reglen flere Hundrede Mand i Indkvartering.
Fra Nørremølle blev der anlagt en bred Kolonnevej over Markerne ned til Sottrupskov. Og efter Vaabenstilstanden opslog Pionererne deres Hovedkvarter paa Gaarden. De sov om Dagen, men naar Skumringen kom, drog hele Styrken – 400 Mand – ned i Skovene ved Sundet, hvor de opkastede Volde foran Kanonerne, byggede Tømmerflaader, slog Udskibningsbroer og gjorde Pontonerne og Brotrænet rede til hurtigt Brug. Fra den 26. Juni hørtes der Vognrumlen fjern og nær i de stille, lyse Sommernætter.
Saa kom den skæbnesvangre 29. Juni. Da min Fødegaard ikke var synlig fra Krigsskibene, som laa paa Sundet, var den af Overkommandoen bleven bestemt til Samlingsplads. Herfra rykkede Landgangstropperne ud til Angreb, de første kort efter midnat. Over en halv Snes preussiske Officerer, som havde lært min Fader at kende og vidste, at han kunde skrive Tysk, opsøgte ham i Nattens Løb og gav ham deres Adresser med Bøn om at skrive til deres Paarørende, hvis de ikke kom tilbage inden en bestemt Frist. De var gennemgaaende mismodige. Foretagendet forekom dem for voveligt. De var bange for, at det vilde mislykkes. Danskerne maatte jo vide Besked og staa velforberedte bag stærke Kystbefæstninger. Dertil Havet, de skrøbelige Baade og ”Rolf Krake” i Farvandet. Det kunde kun blive Død og Undergang.
Saa drog de ud af Gaarden og op ad Kolonnevejen i endeløse Skarer hele Natten og Formiddagen med, – – – – men før Middag kom de første glædestraalende og sejrsberuste tilbage: Als var taget!
Mangen stille Sommeraften har jeg senere vandret ene i de samme Skove ved Alssund. Over det stille, spejlblanke Vand har jeg Gang efter Gang tydeligt hørt Kølleslagene, naar Skovfogden paa Arnkil flyttede sine Køer og slog Tøjrepælen i Jorden og undret mig over, at Hundreder af preussiske Pionerer efter Krigens Genoptagelse Nat efter Nat har kunnet arbejde med Hammer, Sav og Økse, med Spade og Hakke her ved denne Strand, uden at Danskerne hinsides Sundet anede Uraad. Talte jeg med mine Venner, Fiskerne, om det, havde de kun én Forklaring: Forræderi! Saa ufattelige var disse Begivenheder for alle dem, der havde været Øren- og Øjenvidner til dem.
Ak, Danmark, paa Rænker Du aldrig Dig forstod,
Det har Du tit betalt med Dit reneste Blod
synger vi, – ikke uden Selvbehagelighed. Men det er ikke blot Fjendes Rænker, det er i endnu højere Grad vor egen Mangel paa Ansvarsfølelse, vor Sorgløshed, vor helt utilgivelige Sorgløshed, som vi tit har maattet betale med vort dyreste Blod
