Den 19. September 1925 begravedes Peter Andre­sen paa Ullerup Kirkegaard. Han var født i Ullerup den 23. September I860. Hans Slægt bar boet i denne By saa langt Kirkebogen giver Oplys­ninger. P. A. er vel født her, men fik Hjem og Virksomhed og døde et helt andet Sted.

I Ullerup ved Vejen til Snogbæk ligger hans Fødegaard, her kom han til at leve sin Barndomstid og kun denne!

Der er Mennesker, der altid tænker paa Fremtiden, og der er andre, der altid gaar tilbage til Fortiden, jeg antager, at disse Er de dybeste og inderligste Naturer.

Han har skrevet om sine Barndomsoplevelser og talte gerne om dem, om vor Leg i Hjemmet og i Ullerup Skole, om vor Tumlen omkring, og om det løsslupne Liv paa Ullerup Marked. Det var gode Forhold, vi havde i vore Hjem og i vor By. Kun havde vi. som den Gang var Børn, ganske særegne Kaar. Vi levede jo efter Erobringen 1864 og først efterhaanden fik at vide, hvad det betød.

Det var givet, at P. A. ikke skulde være Gaardmand men »til Bogen«, derfor kom han endnu som Barn til en Fortsættelsesskolc i Egen paa Als. Som voksen kom P. A til Kongeriget, det var ikke en Flugt fra Fremmedherre- dømmets Ubehageligheder, men en Nødvendighed for at faa en Uddannelse og en Virksomhed, der passede til hans Lyst og Natur. Han kom paa Askov Højskole, hos P. Nielsen, Tystofte, fik Undervisning paa Landbohøjskolen i København, og kun 24 Aar gammel blev han Lærer paa Ryslinge Højskole paa Fyn. Her var han den lange Aar- rækkc 1884 – 1908, kun med Afbrydelse af et. Par Aar. da han var i »Hejmdal«s Redaktion fra 1893. Som Højskole­mand havde han fundet den Livsgerning, der passede for ham. Det, der var særegent for ham. var hans Kærlighed til Naturen, til Fuglenes og Planternes Liv. Derom talte og skrev han udmærket. Tillige forstod han, hvordan Naturen indvirker paa Udviklingen af Menneskene. Han interesserede sig meget for Befolkningens daglige Liv og Skikke, fordi vi deri netop afspejler, hvordan vi er.

Hans Kærlighed til Sønderjylland fornægtede sig aldrig.

Fra 1908 ejede og ledede han selv Vinding Højskole ved Vejle. Hans Elever har kun Lovord om Opholdet der.

Saa kom Krigen 1914. Der oprandt Aar med uudsige­lige Lidelser. Vi Sønderjyder, som boede i ”Kongeriget” kunde tidligere synes, at de derhjemme havde noget stort at leve for i Kampen for Nationalitet og Liv, mens Livet hos os i Danmark tit blev saa pinlig smaat. Hvad vi hørte om Begivenheder ved Krigens Udbrud, Arrestatio­nerne, Indkaldelserne, og hvad der skete paa Valpladserne fyldte os med Gru. Dog var det et fast Haab: Denne Krig ender med, at vi faar Sønderjylland tilbage. Det var pin­ligt at være afskaaren fra vor Hjemstavn. Der var dem, som gik ned til Grænsen og stod ved Afspærringen for at se over til det elskede Land. Der var én, som satte Fo­den over paa ”tysk Side” for dog saaledes at hilse Fædre­nes Jord. De, som levede P. A. nær i de Aar, kan fortælle om hans Smerte og hans Haab. Ogsaa hans egen Slægt havde et smerteligt Tab. Brodersønnen, den haabefulde Kresten Andresen blev borte. Hans Breve er senere udgivet som Bog. og en Mindesten er rejst i hans Fødegaards Have i Ullerup.

Saa endelig kom Genforeningen med Jubel over det ganske Land. En saadan Tid har det danske Folk aldrig for oplevet. Jubel og aabne Arme, hvor vi kom frem. Vi mødtes saa i vor Fødeby, først paa Afstemningsdagen, senere paa Genforeningsdagen, Søndagen derefter i Folkevrimlen paa Dybbøl. Nu var den onde Tid forbi, nu skulde et nyt Liv oprinde. Selvfølgelig var vi ikke blinde for Arbejdets Vanskelighed, det er ikke gjort med at hejse Flaget, raabe Hurra og holde Fest. Enhver, som har haft med aandeligt Arbejde at gøre; vilde ogsaa forudse Vanskelighederne; det var blot at haabe. at de rette Mænd maatte komme til.

Ved Genforeningen var der to Grupper af det danske Folk, der mødtes: De i Sønderjylland og de i Kongeriget Der var egentlig ogsaa en tredje Gruppe: De Sønderjyder der havde levet i ”Kongeriget” og virket der. Ja de kunde glæde sig med begge Parter; de havde gjort deres gode Gerning for at vedligeholde Interessen for Nationalitetskampen, f. Eks. P. A. følte det som det lykkeligste, han havde oplevet. Men nu ved hans Død er det kommen til at staa klart for mig og skal siges: Denne tredie Gruppe blev glemt under Fest jubelen! Da det gjaldt om at skaffe Mænd herned til at arbejde for de nye Forhold, burde der have været Plads for P. A., han havde bevist, hvad han duede til. Men det var, som han var glemt. Han burde have været forskaanet for det, som faldt saa tungt. Krigen forandrede saa mange Ting, ikke faa Højskoler gik ind, og P. A. maatte opgive Vinding og købte en Gaard i Tavlov Sogn. Her havde han endnu Planer om at skrive sin Slægts og Hjemstavnshistorie. Saa rev Døden ham bort 65 Aar gammel.

Ære være hans Minde som en af Sønderjyllands« bedste Sønner. Trods alle Sorger: Lykkelig den, som ser sit Livs Haab opfyldt.

P.H.Moos. Sognepræst