Den 30. Marts 1911 døde Pastor Jørgen Eriksen i ”Det hvide Hus” i Asserballe. 62 Aar gam­mel.

Han var født i Oksbøl ved Nordborg og stammede fra et stærkt religiøst og nationalt præ­get Hjem. Allerede som ganske ung havde han gennemlevet en religiøs Krise og havde faaet Tanken om at gaa ud som Hedningemissionær. Hans Vej blev dog en anden, da han blev klar over, at der ogsaa i hans Hjemstavn vilde være Brug for ham i Kirkens Tjeneste, og han fattede da Beslutningen om at uddanne sig til at tage en Præstegerning op i de sønderjydske Frimenigheder.

Efter et Vinterophold paa Ryslinge Højskole, hvor hans aabne Sind paavirkedes af de to Brødre Forstander Alfred Poulsens og Valgmenig­hedspræst Karl Poulsens stærke Personligheder, kom han til Askov. Her begyndte han samtidig med Undervis­ningen paa Højskolen ved Privatundervisning af Skolens Lærere at forberede sig til den Uddannelse, der skulde muliggøre ham at optage en Gerning som Frimenigheds­præst. Han blev snart klar over, at han ikke vilde gaa den regulære Vej og tage teologisk Embedseksamen, men søge en fri Uddannelse, ligesom alle de daværende sønderjydske Frimenighedspræster. Efter flere Aars Studie­ophold paa Askov, hos Pastor Ring i Taps, ved Lærerhøj­skolen og Universitetet i København stod han godt rustet til at tage den Gerning op. han med sit rige og varme Sind havde sat sig som Maal.

Der er ikke Tvivl om, at den frie Uddannelse, han havde søgt og gennemført, havde givet ham de bedste Mu­ligheder for at fuldføre den Gerning, han havde valgt i Kirkens og Danskhedens Tjeneste. De to Ting maatte for ham høre sammen. Som den da opvoksende Slægt var han bleven stærkt præget af Tidens stærke nationale Bevæ­gelser i Aarene for og efter Aarhundredskiftet. Selv var han personlig blevet ramt af Køller-Politikkens mest util­talende Udslag, idet Opdragelsesretten blev frataget hans Forældre, fordi de ikke vilde tage ham hjem fra hans Op­hold paa Askov Højskole. Det rørte ham dog ikke dybt, og den Mand, en Tysker, der af Myndighederne blev indsat som hans ”Formynder”, har han overhovedet næppe haft Forbindelse med som saadan. Jørgen Eriksen blev, hvor han var. og der kom jo ogsaa andre Tider, da det viste sig. at Køller-Politikken havde spillet Fallit.

1 Slutningen af 1907 kom saa Opfordringen til Jørgen Eriksen til at blive Præst for Frimenigheden i Sundeved, der allerede havde faaet bygget sin Kirke i Nybøl, opført efter Tegning af Københavns Raadhus’ Bygmester, Arkitekt Martin Nyrop. Med Glæde tog Jorgen Eriksen mod Opfordringen. Vel ogsaa med Ængstelse overfor Opgaven. Men med trofast Vilje gik han ind til Arbejdet. Præste­vielsen foretoges af Frimenighedspræst Pastor L. B. Poul­sen, Bovlund, og den blev en højtidelig Indledning til en betydningsfuld Livsgerning. I Aarene indtil Verdenskri­gen samlede Jørgen Eriksen en Kreds af danske Mænd og Kvinder om sin Prædikestol. Ærlig og tro overfor sig selv og overfor andre forstod han at vinde den Tillid, der er Betingelsen for. at en Præsts Gerning kan lykkes.

Udenfor den egentlige Præstegerning, men i Tilknyt­ning dertil, blev han ogsaa stærkt optaget af det danske Ungdomsarbejde, og han kom i nært Samarbejde med Red­aktør Svensson og Redaktør Andreas Grau. Disse tre unge Mænd skabte Liv og Grøde i Ungdomsarbejdet paa Als og Sundeved, hvis Bølgeringe naaede ud over hele Lands­delen. og hvis Virkninger sporedes i Resultatet af Afstem­ningen den 10. Februar 1920. og spores den Dag i Dag.

Verdenskrigen tog Jørgen Eriksen bort fra hans Ar­bejde i Hjemstavnen. Han maatte gøre Turen med fra Be­gyndelsen til Enden. I Krigens sidste Aar fandt han dog en Virkeplads, der bedre passede hans Sind end Krigs- haandværket. idet han blev Leder af en Soldaterboghandel i det besatte Omraade. Og her har han sikkert været baade sine Landsmænd fra Nordslesvig og sine andre Krigskam­merater til Trøst og Opmuntring. Endnu vil mange min­des de jævne, gribende Ord, han sendte som en Hilsen til sine Landsmænd ved Fronterne gennem de smaa Hefter, der udsendtes fra Frimenighederne. De mest gribende Ord ved hans Jordefærd var netop hans egne Ord fra denne Hilsen, som Biskop Noack citerede.

Med Genforeningen blev Arbejdsbetingelsen for Fri­menighederne jo væsentligt ændrede, og Jørgen Eriksensøgte nu ind i den danske Folkekirke og blev Præst i As­serballe, hvor han fandt en Menighed af Landsmænd i snævreste Forstand. Alsinger. der trofast sluttede op om deres Præst. Her i Asserballc faldt saa den anden Halvdel af hans Livsgerning. Ogsaa Ungdomsarbejdet, der jo nu havde faaet friere Former at virke under end før Verdens­krigen. og nu havde hele Landet som Arbejdsmark, tog han virksomt Del i. Han var en Tid Næstformand i »De danske Ungdomsforeninger«.

I de sidste Aar svækkede Sygdom hans Arbejdsevne. Men da Døden kom, havde han fuldført en Livsgerning, trofast som faa, trofast overfor det dybeste Kald, han følte, trofast overfor Danskheden i hans Hjemstavn, trofast over­for Danmark. Hans Gerning har virket som et Eksempel for mange Unge, og hans Minde vil leve.

Niels Hansen.