Husets forstuedør var på nordgavlen, og fra brolægningen var der nogle klinker hen til stentrappen. Der var sortmalet jerngelænder, og på reposen var der hvide rillede fliser lagt i et mønster. Rundt om trappen stod der nogle forpjuskede graner. På det sted skrånede grunden ned mod haven, så der var et stort hulrum under trappen med et ret stort kældervindue. Inde i kælderen under vinduet var der en vandhane på et rør, der var stukket direkte ud i en kilde under den lille gårdsplads.
Døren ind var kun låst om natten, og der var ingen klokke, for mor sagde, at hun havde da ikke lyst til at springe hver gang der kom nogen. Vi kom altså lige ind. Forstuen havde rødt linoleum og matrød maling på træværket med nogle dekorationer i lysere farver på dørfyldningerne. – De ikke kendte gik rundt og bankede på alle dørene, mens de stedkendte vidste at døren til venstre førte ind til den blå stue og var låst.

Min far havde sit kontor med dør ind til højre for forstuedøren, og et vindue ud mod gårdspladsen. Det var langt og smalt, og under vinduet i værelsets bredde stod en gammel sofa med sort læderbetræk og en stor tyk sofapude med uldgarnsbroderi på forsiden og blankt sort stof, der altid føltes koldt, på bagsiden. En sofapude var altid beregnet til at man vendte bagsiden opad, når man skulle sove til middag på den, så broderiet ikke blev fedtet. Kontoret var normalt forbudt område, men når vi manglede papir til at tegne på, skulle vi ind til far og bede om noget. Han havde en skuffe i sit skrivebord, hvor han gemte skrivelser, som ikke skulle gemmes. Da de som bekendt kun er brugt på den ene side, egnede de sig fint til at blive tegnet på på bagsiden. Far var også ekspert i at spidse blyanter, og vore blyanter trængte altid til at spidses. Så kom lommekniven frem fra bukselommen. Det rigtige blad blev valgt og trukket ud, og så gik han i gang. Snittene lå præcise, lige store med ens buer rundt om blyantspidsen, som fik en omgang til sidst. Hans tommeltot blev sort, men han skar sig ikke, og man var fuld af beundring.

Anden dør var til en mellemgang, der førte til trappen ned til kælderen. Den blev kaldt ”e Klap”, fordi der var en klap under vinduet, der kunne slås op til et bord. De matgrønne vægge derinde var lim¬farvede. Engang da der var nymalet havde vi unger tankeløst ladet fingrene glide hen ad væggen, da vi gik igennem gangen. Det viste sig, at vore fingre blev grønne, mens væggen blev vandret stribet, og mor blev ærgerlig.

Man gik altså ligefrem efter lydene og bankede på spisestuedøren, og så var der næsten altid en eller anden, der sagde: ”Værskod”.

Spisestuen

Spisestuen var et stort aflangt rum. Væggene var okkergule, og gulvet dækket med brunt ternet linoleum. Møblerne var eg, der hvert forår ved hovedrengøringen fik en gang bejdse, så de fremstod i en mørkebrun farve, der med tiden næsten blev sort. Midt på gulvet stod spisebordet med 6 stole omkring. Døren man kom ind af, var inderst på den ene langvæg. I den anden ende var døren til kældertrappen. Midt på væggen stod den lange buffet flankeret af 4 stole. Mor kunne ikke stå for det symmetriske, så over buffeten havde hun hængt et stort billede flankeret af et mindre på hver side. Billederne var sort-hvide tryk i glas og ramme, og det ene af de små så jeg altid som nakken af en mand med noget aflangt, hvidt i øret, indtil jeg fik at vide at det var Lakjer skov med en vej og en af pælene ved indkørslen. Til venstre på endevæggen var fløjdøren ind til dagligstuen og ved siden af, klaveret som egentlig var moster Johannes. Vi havde bare lånt det, fordi far gerne ville have, at børnene skulle lære at spille. Men det var først da Ingeborg blev større, at det kom i brug. Da det siden skulle afleveres købte mor et brugt klaver til Ingeborg.
På modsatte langvæg var der inderst et højt skab med fire snoede søjler, to foroven og to forneden. I overskabet havde mor sit glas-service, og i skabet forneden var der aviser og ugeblade. Avisen var ”Heimdal”, der kom hver eftermiddag, og så holdt mor “Søndags B.T”, der dengang kom om lørdagen.

Skabet med de fire snoede søjler

Midt på væggen var døren ind til børneværelset, og til venstre for den stod en høj rund kakkelovn, med marieglas i lugen ind til ilden. Den havde også nogle ringe der kunne tages af, så man kunne stille en kedel der. Øverst havde den en krone af jernfiligran. Nærmest vinduesvæggen stod et stort linnedskab, og oven på det stod der altid en stor blå krukke, der var fyldt med blomster eller grene efter årstiden. Skabet havde forneden en skuffe, der var fuld af alle mulige klude. De blev brugt til at lappe med, sy karklude af, eller til forbindinger til de skrammer, vi hentede os. I krogen var der lige plads til mors symaskine.
Sybordet stod mellem de to vinduer ud mod gårdspladsen. De var høje og havde skodder, der altid var foldet sammen mod siderne, da vindueskarmene var fyldt med en masse kaktus. Der var bl.a. Nattens Dronning, som mor en gang vågede over en hel nat for at se den springe ud. Der var for øvrigt skodder ved alle vinduerne i stueetagen, men det var kun i badeværelset de blev brugt dagligt.

I børneværelset lukkede vi dem for i tordenvejr, men vi kunne alligevel se lynene gennem de to små ruder øverst oppe. I et hjørne ved kældertrappen stod et lille bord med telefonen. Vi havde Gråsten nr. 17.