I 1914, 18. april, havde jeg en Del ekstra arbejde med de danske Krigergrave på Dybbølmark, for at disse kunne stå for Parade ved Tyskernes 50-årsfest for Stormen på Dybbøl. Jeg havde fået sendt store Dannebrogsbånd fra Hans Majestæt Kong Christian den tiende af Danmark, samt fra Officerer- og Underofficerer, som skulle fæstes på Gravene på Dybbølmark. Den danske Konsul Asmussen fra Hamborg var tilstede for at repræsentere Danmark, alt gik godt og Tyskerne lod Båndene hænge i fred.

Den første August 1914 brød Krigen ud, og 3die August 1914 om Natten blev jeg jaget ud af Sengen og ført til Sønderborghus som Arrestant. Samme Nat blev min søn, Jens på Als og hans Husbestyrerinde også arresteret og ført samme Steds hen.

Den 6. August kom min anden Søn, Kristen, til Sønderborghus for at sige Farvel til hans Far, han skulle møde den 7.August i Flensborg som Rekrut. Vagtkommandøren (en meget nervøs Overlærer fra Flensborg) stod med spændt Revolver og gav os Lov til at tale sammen i 4 Minutter på tysk.

To dage derefter blev alle Arresterede – 126 Mand og 2 unge Piger – ført fra Sønderborghus til det gamle Søn­derborg slot. 4 Soldater foran, og på hver side 1 Mand for hver to Rækker, samt 4 Mand bag, med opplantet Bajonet og 5 patroner i Magasinet, til stor Moro for alle Hjemmetyskere i Sønderborg.

Den 14. August blev 13 Mand af Fangerne ført til Flensborg med en større Patrulje, med ordre til, at de øjeblikkelig skulde sendes til Fronten deriblandt min Søn Jens, men da der for øjeblikkelig ingen Soldater (flere) skulde sendes til Fronten, blev da Mænd fra 36-45 År sendt tilbage til os på Sønderborg Slot. De andre blev ført ud på Angel på Kystvagt, deriblandt min søn, Jens. Den 12. September 1914 blev alle Fanger på Sønderborg Slot løsladt, grundet på, at H.P. Hanssen havde ført vor Sag frem for Rigsdagen i Berlin, denne forlangte, da der ingen Krig var med Danmark, at formå Kaiser Wilhelm til som øverste Krigsherre, at give alle Civilfanger fra Nordslesvig fri, dette skete tros Hjemmetyskernes og Øvrigheds Personers Protest. Alle vi Fanger måtte skrive under på, at vi ikke måtte rejse uden for Byens Grænse uden Politimesterens Tilladelse. 7. november måtte Jens til østfronten.

17 December døde vor ældste Datter, Ingeborg fra 4 små Børn. 19 December kom der Brev fra min Søn Jens at han havde brækket sit ben i Løbegravene i Østprøjsen, da hans Brev kom hjem med denne Tidende sagde hans Far og Mor Gud ske Lov. Han fik sit Ben dårligt sat sammen, og et år efter kom han hjem som Invalid. 24. november måtte min yngste Søn, Kristen, afsted til Fronten som infanterist ved 86. Regiment. Efteråret 1915 blev min Svigersøn Chr. Petersen, Palæet Grasten indkaldt som Infanterist. Ved hans Indkaldelse kneb det med at få alle tre Gårde tilset da det var mig forbudt at rejse ud af Byen. Min næstældste Datter Marie, passede min Søns Gård på Als, men da hendes Søster var død og Svogeren blev indkaldt, måtte hun til Gråsten for at passe de 4 små Børn samt Gården. Samtidig lykkedes det mig (da min Søn på Als ikke var gift) at få hans Gård solgt.

17 August 1916 blev Kristen borte ved Somme i Frankrig. Dette blev et hårdt Slag for os, vi vidste, at Skyttegraven, hvor hans Kompagni lå, blev taget af Englænderne. Over et År gik vi og længtes efter at få at vide, hvor han var blevet af. Trods al Eftersøgning i Tyskland, Frankrig og England fik vi ikke nogen Efterretning om ham.

Min hustru har samlet alle hans Breve og Dagbøger fra Krigen, og Valdemar Rørdam Kjøbenhavn har udgivet Brevene under Navn Krestens Breve. Vi har rejst en Mindesten for ham i vor Have ved Gården i Ullerup.

I 1916 kom Jens hjem som Invalid. Gudskelov at han kom hjem rigtignok som Invalid med en skæv Fod, men denne er nu omtrent sunket ned i den rigtige Stilling, så at det hindrer ham ikke meget. Da han kom hjem, blev han sendt til Gråsten for at tilse sin svogers gård.