H.P. Hanssens nekrolog blev bragt i Sprogforeningens Almanak for 1944, og er skrevet af Mouritz Mackeprang. Han var historiker og endte som direktør for Nationalmuseet.
Hans Færd staar i disse Aar helt i Højskolens Tegn, og Højskolen var dengang ingenlunde vel anskreven i de førende nordslesvigske Blade. I den indre politiske Kamp i Kongeriget havde den jo helt sluttet sig til Venstre, og udpræget højretænkende, som Redaktørerne var, oversaa de ganske den fremragende Betydning, Højskolen alt dengang havde og i endnu højere Grad kunde faa som Støtte for Nationalitetskampen. Intet Under derfor, at Hanssens til Tider med lidt ungdommeligt Overmod og Selvglæde skrevne Artikler kunde ægge til Modsigelse, og navnlig Jessen lod det saavist heller ikke skorte paa Gensvar i “Flensborg Avis”, der netop i disse Aar, under hans fremragende journalistiske Ledelse fra en lille Lokalavis havde udviklet sig til et ogsaa Nord for Kongeaaen meget læst og udbredt Blad.
Men til Gengæld havde Hanssen vundet sig et Navn mellem de Unge ikke blot i sin snævrere Hjemstavn, men ogsaa oppe i “det ideelle Hjørne” i Haderslev Vesteramt, og fra deres Side modtog han Opfordring til som Modvægt at udgive et frisindet Ugeblad. Tanken tiltalte ham, men samtidig var han klar over, at han i saa Fald maatte have en videre Uddannelse, maatte vælge mellem det, der hidtil havde staaet som hans Ideal, at sidde som fri Bonde paa sin fædrene Jord, og en Politikers usikre Lod.
Han valgte det sidste, og i Vinteren 1886-87 rejste han til Leipzig, hvor han dels hørte Forelæsninger paa Universitetet, dels studerede tyske politiske og sociale Forhold, som han yderligere uddybede ved et senere Besøg i Berlin under nøje Samliv med de to nordslesvigske Parlamentarikere Gustav Johannsen og Hans Lassen. Ind imellem faldt et længere Studieophold i København, der for ham først og fremmest fik Betydning ved, at han lærte A.D.Jørgensen at kende, der for ham blev »en faderlig Ven, en aldrig svigtende Raadgiver«. Samtidig kom han ogsaa gennem Johan Ottosen og H.V.Clausen i Berøring med Studentersamfundets frisindede Kredse, der hidtil havde staaet ret afvisende overfor det sønderjydske Spørgsmaal, men hvor det nu lykkedes ham at stifte den første af de to sønderjydske Studentersammenslutninger “4S.” (Studentersamfundets sønderjydske Samfund).
I Foraaret 1888 var hans Læretid forbi. Han ægtede sin Forlovede Helene Iversen, der ikke blot i Hjemmet, men ogsaa i hans offentlige Liv blev hans bedste Raadgiver og Støtte.
