Nekrolog over H.P.Hanssen

H.P. Hanssens nekrolog blev bragt i Sprogforeningens Almanak for 1944, og er skrevet af Mouritz Mackeprang. Han var historiker og endte som direktør for Nationalmuseet.

Den 20. Decbr. i Fjor mistede II. P. Hanssen sin kloge og djærve Hustru; næppe et halvt Aar efter fulgte han hende selv i Graven, den 27. Maj.

Det var ikke sunget for hans Vugge, at han skulde blive Nordslesvigs politiske Fører. Tværtimod var alt lagt til Rette for, at han kunde træde i Slægtens Spor. For at bruge de Ord, hvormed han selv indleder sine Erindringer, havde den brede Rødder i Sønderjylland. Hans Tipoldefader havde i Begyndelsen af 18. Aarh. foretaget den korte Rejse fra Angel til Sundeved, og her havde Bedstefaderen 1825 købt det lille Landbolssted Nørremølle, som han efterhaanden udvidede og arronderede ved Jordkøb, og hvor hans Fader Christen Hanssen sad i en stor og blomstren­de Bedrift, der ikke blot omfattede Landbrug, men ogsaa Købmandshandel, Brænderi m. m.

Hans ældste Broder var udvandret som Optant, og det laa derfor nær, at han skulde overtage Fædrenegaarden. Det var dog dengang ikke saa lige til. Ikke blot før 1870, men ogsaa efter den Tid var en Strøm af Unge gaaet fra Nordslesvig dels Nord paa til Kongeriget, dels over Havet til Amerika. Man hav­de jo Løftet i ”Paragraf 5” og fandt derfor ingen Grund til i tre Aar at springe prøjsisk Soldat. Men alt som Aare­ne gik, svækkedes Haabet om en snarlig Genforening med Moderlandet, og det blev mere og mere klart for dem, der saa udover Dagen, at skulde Maalet naas, skulde Nordsles­vig atter blive dansk, maatte Udvandringen standse.

At fortsætte som hidtil vilde simpelthen være at spille Ty­skerne Kortene i Hænde. Men let var det selvfølgelig ikke at bryde med det, der for de fleste endnu dengang stod som det rette, ikke mindst fordi Valget allerede skulde træffes i 17-Aars Alderen.

Længe vaklede han frem og til­bage, og først en Vinterdag paa Dybbøl Banke, hvor Min­det om Fortidens Kampe slog ham i Møde, blev han klar over sig selv. Han var vel ikke den første, der brød med Udvandringen, men naar hans Skridt saa at sige fik pro­grammæssig Betydning, var det, som det er bleven sagt, fordi han klarere end de andre drog Konsekvenserne her­af og aldrig blev træt af at hævde, at det var Nordslesvi­gernes nationale Pligt at underkaste sig den prøjsiske Militærtjeneste for derigennem at bevare deres Hjem­stavnsret. Tidlig blev han saaledes Talsmand for den Na­tionalitetspolitik paa langt Sigt, der gennem hele Udlæn­dighedstiden saa at sige var den røde Traad i hans of­fentlige Liv.



1 2 3 4 5 6 7 8

Mere om historien
Se i slægtstræet


Kommentarer
Gården Nørballe

Nørballe 1951

Gården Nørballe ligger lidt højt med det gamle Dybbøl til den ene side og de frie marker til den anden. Iflg. bogen Dybbøl Sogns Historie hørte gården under Sandbjerg og var på 6 mark guld, 43 tdr., 2 skæpper, 12 roder.

Ejendommen brændte den 17. marts 1864 men blev genopbygget.

Ejendommen var i familiens eje i 4 slægtsled, og kom ind i Nicolaisen familien ved, at

  1. Nicolai Hansen (1746-1823) i 1778 giftede sig med enken på Nørballe Ann Jacobsdatter (1748-1807).
  2. Deres søn Hans Peter Nicolaisen (1788-1840) – i 1810 gift med Kirstine Christensdatter (1790 -1842)
  3. Deres søn igen Nicolai Nicolaisen (1820-1899) – i 1845 gift med Marie Magdalene Hansen (1823–1887)
    I deres ægteskab var der 7 børn, hvoraf de 2 nævnes her:
  4. Christian Nicolaisen (1848–1913) – i 1875 gift med Maria Elisabeth Petersen (1851–1926) datter af Christian og Anna Cathrina Petersen Dynt. Christian Nicolaisen overtog Nørballe og solgte den til Jens Staadsen, hvormed den gled ud af slægten. Christian og Maria Elisabeth købte herefter en ejendom i Rinkenæs. Hvornår dette sker, er lidt usikkert, men de fik 9 børn og det sidste er døbt i 1891 i Dybbøl. I 1908 bliver deres 7. barn gift i Den Gamle Kirke i Rinkenæs, så da har de boet der.
  5. Ellen Nicolaisen (1855–1916) blev gift med Christian Petersen søn af Christian og Anna Cathrina Petersen i Dynt – hermed blev der dobbelt svogerskab.

I bogen Dybbøl Sogns historie er der medtaget en overdragelseskontrakt for Nørballe:

Dateret 29. september 1810: Nicolai Hansen overlader gården Nørballe til sønnen Hans Peter Ni-colaisen mod en pengesum af 1200 rigsdaler, hvoraf faderen skal have 300 rdlr., søsteren Ann Else gift med gårdejer Andreas Christinsen (Mejerigården), 900 rdlr., at forrente med 4 %. I aftægt to fag hus og have med 4 æbletræer. Desuden årligt 2 tdr. rug, 1 ½ td. byg, 1 ½ td. boghvede, ½ td. malt, 1 skæppe humle, 1 skæppe havregryn. Endvidere dagligt 1 kande sødmælk om sommeren, men om vinteren kun 1 krus, og ugentlig 2 ½ pund sommersmør. Der nævnes også 5 pund røget flæsk, 7 pund lys og to levende fedegæs samt græsning sommer og vinter til 1 får med lam, tørv og brænde. Årligt 12 alen linned til skjorter, kirkestol, hest og vogn, når det ønskes, undtagen i høsten. Fremdeles god omgang og pleje og en anstændig begravelse.


Sønderjydsk Månedsskrift 1966 fortæller Ingeborg Jessen f. Nicolaisen sin fars erindringer således:

Min far (Jørgen Nicolaisen bror til Christian og Ellen Nicolaisen), som var syv år ældre end min mor, fortalte også somme tider om det, han kunne huske fra (18)64. Hans hjem var ”Nørballe”i Dybbøl. Oldefar og Oldemor (=bedsteforældrene Marie Magdalene f. Hansen og Nicolai Nicolaisen) var flygtet til Dynt. Han stod med oldefar Nicolai Nicolaisen i hånden oppe ved Dynt mølle og så Nørballe brænde den 17. marts, da byen Dybbøl faldt i tyskernes hænder. Oldefar græd, og det har drengen nok også gjort.

Nogle dage i forvejen var han med sin far hjemme på gården for at hente hø til køerne. Da de på tilbagevejen kom til Dybbøllund, var forpostkæden flyttet dertil, og vejen var gennemgravet. Tyskerne hjalp dem ”over linien”, som far sagde, men gennemstak læsset med deres bajonetter. Den dag så han en af de lichtensteinske husarer ligge død ved et dige. De var let kendelige på de hvide kapper.

Så skulle gårdene og husene genopbygges. Hjælp dertil fik de ikke. Tyskerne undlod jo som bekendt at udbetale krigsskadeserstatning. Al den gæld, de fik på gårdene både i fars og mors hjem, gav krigen dem. Før krigen havde de ingen gæld af betydning. De var så sikre på, at erstatningen nok skulle komme engang, at de skrev i deres testamente: ”Om den kommer, så skal alle børnene dele, og ikke blot sønnen, som til den tid har gården, skal have pengene.””

 
Billeder



Kort



Familier, der har boet på Gården Nørballe




Kommentarer